Sjov og fællesskaber er øverst på forældres ønskeliste

12. september 2023

Når forældre sender deres børn til foreningsidræt, så forventer de, at børnene har det sjovt og kommer til at indgå i fællesskaber. Det betyder mindre, om barnet skal blive god til sin idræt. Det viser en stor forældreundersøgelse, som er omdrejningspunkt for en temaaften d. 4. oktober. 

Danske forældre har ikke en forventning om, at deres børn nødvendigvis skal blive en ny Lionel Messi, Mikkel Hansen eller Caroline Wozniacki, når de sender deres kæreste eje til foreningsidræt. Det er nogle helt andre forventninger til foreningsidrætten, som vægter højest. Det viser en ny forældreundersøgelse foretaget af CUR (Center for Ungdomsstudier) for DIF.

I undersøgelsen er holdningen blandt 2518 forældre til børn i idrætsforeninger i aldersgruppen 0-12 år blevet undersøgt. Forældrene er blevet spurgt, hvad de ønsker, deres børn får ud af at gå til foreningsidræt. De kunne vælge tre svar, og 79 procent af forældre valgte svarkategorien ’at mit barn har det sjovt’.

Læs mere om undersøgelsen

Det næststørste ønske hos forældrene er, at barnet bliver den del af et fællesskab (61%). Først noget længere nede ad ranglisten optræder en forventning om, børnene bliver bedre til deres idræt og får succesoplevelser til kampe og stævner (32% / 25%).

Ønske om analoge fællesskaber

Bag undersøgelsen står CUR Søren Østergaard er centerchef på CUR og en af landets mest anerkendte ungdomsforskere.

”Det er tydeligt, at forældrene ønsker, at idrætsforeningerne skal give deres børn de analoge fællesskaber, som forældrene selv oplevede, da de var børn og ikke brugte tid på skærme. Så forældrenes forventning til idrætsforeningerne er langt mere værdibaseret, end man skulle tro,” siger Søren Østergaard, der er en af landets mest anerkendte ungdomsforskere og centerchef for CUR (Center for Ungdomsstudier), der har udarbejdet undersøgelsen.

Søren Østergaard kommer til Aarhus d. 4. oktober, hvor Idrætssamvirket i samarbejde med DIF holder temaaften om, hvordan man gør forældrene til en ressource ude i idrætsforeningerne. Se videoen øverst i artiklen, hvor han sætter ord på, hvad der kommer til at foregå i løbet af aftenen. 

Læs mere info om temaaftenen

Søren Østergaard mener, at der er masser af læring for idrætsforeningerne i undersøgelsens resultater.

”Foreningerne skal være bedre til at fortælle forældrene, at de ikke bare tilbyder idræt. De tilbyder nogle fællesskaber, som udvikler børnene og giver dem livsfærdigheder. Børn har i dag langt færre sekundere voksne i deres liv, og derfor spiller trænerne i idrætsforeningerne også en meget vigtig rolle i børnenes liv. For børn har brug for at tale med andre voksne end deres forældre.”

Del

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE