Da Jeff trådte ind i ABCs bestyrelse for fire år siden, gik han ydmygt til værks. Foreningen mærkede dog hurtigt, at han havde en skarp agenda om at forandre ting til det bedre med sine ideer til at forløse det uforløste potentiale, som han så for sig i klubben. Han havde en klar idé om, hvor klubben skulle hen på længere sigt og var (og er stadigt) virkelig dygtig til at sætte de ting i søen, der skal til på vejen derhen i form af diverse udviklingstiltag for klubben. Det er uanset om det er i form af byggeprojekter, tilpasning af træningstilbud, etablering af arrangementer eller ansøgninger om midler til at drive udviklingen for.
Jeff har ry for, at han enten kan klare sig med utrolig lidt søvn, har 25 timer i døgnet eller en ekstra torsdag hver anden uge! Folk omkring ham begriber ikke, hvordan han når alt, hvad han når med 2-3 jobs at passe, frivillige arrangementer andre steder end i ABC (fx medlem af DGI Østjyllands bestyrelse), og så al den tid han lægger i ABC som bestyrelsesmedlem, projektansvarlig for domen, træner, kommunikationsansvarlig, ULF ansvarlig, fonds- og puljeansvarlig, mv. Alt hvad han rører ved har tilmed en enorm kvalitet - ingenting gøres halvt.
Samtidig har Jeff ALTID et godt øje for og stor respekt om kerneværdierne i klubben og det unikke ved lige netop vores klub, og det fællesskab den rummer.
Jeff har været en fantastisk primus motor for projektet med at etablere Beachdomen i Aarhus - en hal med fire indendørs sandbaner, som blev indviet i januar 2023. Hans evne til at gå i dybden med de tekniske detaljer og forsøge at forstå ting, som er umulige at forstå for frivillige, er imponerende. Desuden er han ankermand mand bag rekrutteringen af de 40 frivillige, der hjalp med at rejse Domen en våd dag i oktober 2022.
I sin tid som bestyrelsesmedlem har Jeff desuden været primus motor på nye tiltag som frivilligprisen “årets ABC’er”, sociale arrangementer som Beach Games, King & Queen of the Beach og Full Moon Party (Dark Volley) - i samarbejde med andre frivillige, samt fredagshygge mixspil med grill, introtræninger for nye medlemmer, udvidet udbuddet af hold til fx også at indbefatte “Crossfit in Sand” og meget, meget mere.
I perioden, hvor Jeff har siddet i bestyrelsen i ABC, er medlemstallet forøget med over 300 medlemmer (næsten en fordobling) og vi har haft 1000+ skoleelever gennem parken årligt. Endelig har Jeff også taget initiativ til, at vi officielt er en Gamechangerforening, fordi vi vil være med til at gøre idrætten mere mangfoldig og rummelig.
Jeff har nogle fantastiske evner til at tænke ud af boksen og tænke stort, men samtidig lykkes med at holde realismen i projekterne. Han er dygtig til at eksekvere på opgaver eller ideer, og generelt er Jeff fabelagtig til at få ting til at ske. Han er superskarp på at definere opgaver og omfang, når der skal rækkes ud efter en hjælpende hånd i frivilliggruppen – det er en af nøglerne til, at foreningen lykkedes med sit store frivillige engagement. Jeff er med til at gøre ABC tol den perfekte legeplads for både “almindelige” medlemmer, og medlemmer der har lyst til at være frivillige.