Sommerferien er forbi, og for rigtig mange foreninger betyder det opstart af træning, kampe og andre fællesskabende aktiviteter. Mens ferien har stået på, har Århus Stiftstidende taget foreningsidrætten under lup og undersøgt hvad der fylder for foreningerne. Hvad lykkes de med, og hvad er deres udfordringer.
I artikelserien besøger man en række foreninger, der tilbyder attraktive, aktive og meningsfulde fællesskaber – selv under svære vilkår. Det er blandt andet Roundnet Aarhus, der dyrker en nichesport, som på fem år er vokset til over 100 medlemmer. Samtidig kæmper både Aarhus Studenternes Volleyballforening og AGF Basketball med manglende haltider og et udfordret sammenhold, fordi de træner mange mange forskellige steder i byen.
I følge Idrætssamvirkets medlemsundersøgelse, som blev foretaget i foråret, har idrætsforeningerne afvist knap 4.000 borgere det seneste år, fordi der ganske enkelt ikke er plads til flere medlemmer i foreningen.
Idrætten tager ansvar
På trods af de svære vilkår findes der efterhånden mange idrætsforeninger, som tager et socialt ansvar, og på den måde udvider foreningsidrætten til at inkludere borgere, som normalt har sværere adgang. Det gælder for eksempel FAK Boksning, som Århus Stiftstidende også har besøgt, hvor de har et særligt hold for parkinsonramte personer.
Idrætssamvirkets bestyrelsesformand Jens Bundgaard er også blevet interviewet til serien, hvor han blandt andet siger:
- Det største problem i foreningslivet er, at der ikke er faciliteter nok til at tilbyde medlemskab til alle i Aarhus Kommune, der har lyst til at være en del af en idrætsforening.
Det er af særlig betydning i Aarhus Kommune, hvor indbyggertallet er vokset markant gennem de seneste 15 år, og i følge en prognose fra Danmarks Statistik, vil væksten fortsætte med mere end 60.000 borgere de næste 25 år, hvilket betyder at behovet for idrætsfaciliteter er en uundgåelig udfordring.
Blikket rettet mod kommunalvalg
Artikelserien viser med al tydelighed, at der ikke er tale om enkeltstående udfordringer blandt foreningerne, men at vilkårene er generelle. Facilitetsmangel med følgende ventelister og afvisning af nye medlemmer er et tilbagevendende tema på tværs af foreningstyper og bydele.
Før sommeren blev Byrådet enige om en anlægsaftale, hvor der afsættes 365 mio. kr. over det næste årti – heraf 115 mio. kr. alene i den seneste aftale – et løft, der skal modernisere eksisterende anlæg og muliggøre nye faciliteter, særligt målrettet foreningsidrætten.
Det er positivt og en aftale, der viser lovende takter for, at der nu kan blive sat skub i udviklingen med henblik på at forbedre vilkårene for de aarhusianske foreninger. Med tre måneder til Kommunalvalget er det samtidig spændende, hvor højt idrætten kommer på politikerne prioritetliste.
Idrætssamvirket har øjnene stift rettet mod Kommunalvalget. Idrætten skal fylde noget i valgkampen, og det vil vi sørge for. Sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag d. 4. november, når vi inviterer vi til debatmøde i samarbejde med Århus Stiftstidende, hvor vi skal høre hvordan partierne prioriterer foreningslivet, idrætsfaciliteter og de frivillige kræfter. De skal forholde sig til hvad foreningsidrættens potentiale er, og hvordan de vil arbejde for, at det bliver realiseret.


