Vi er stolte af at kunne præsentere vinderen af Idrætssamvirkets pris som årets talent:
Noah Wulff fra Aarhus Cyklebane.
Noah har gennem flere år udvist en imponerende målrettethed, der i 2024 kulminerede med titlen som U23-europamester i udskilningsløb. Som en fast del af det danske banelandshold spås han allerede nu store medaljechancer ved OL i Los Angeles 2028 og en lovende landevejskarriere.
Noah Wulff har gennem hele sin ungdom udvist enorm kontinuitet i sine præstationer og udvikling. Udover de sportslige resultater hyldes han af sin forening for at være en fantastisk holdkammerat, der prioriterer det stærke sociale sammenhold.
Noah er et af mange unge talenter, som gennem tiden er født ud af Aarhus' stærke cykelmiljø. Han er endnu et bevis på, at byen og sporten har brug for en indendørs cykelbane, som der bliver arbejdet hårdt på at realisere med Aarhus-Hallen.
Prisen uddeles af Idrætssamvirket Aarhus og Sparekassen Danmark Fondene. Med titlen følger en vandrepokal og en check på 15.000 kr. til Noahs videre udvikling.
Hvert år indstiller de aarhusianske idrætsforeninger deres kandidater til Årets Talent. Prisen går til en idrætsudøver, som har udmærket sig i løbet af året, og som foreningen spår en fremtid med store resultater.
Årets Talent har været uddelt af Idrætssamvirket Aarhus hvert år siden 1988, og med titlen følger en historisk vandrepokal og 15.000 kr.