Debat: Vi bør stoppe med at opdele idrætten i bredde og elite

26. februar 2024

I Danmark taler vi ofte om bredde- og eliteidræt som to adskilte verdener. Den opdeling forsimpler tingene unødvendigt og gavner ikke idrætten, skriver formand for Idrætssamvirket, Jens Bundgaard, i dette debatindlæg.

Bredde og elite. Amatører og professionelle. DGI og DIF. 

Opdeling og modsætningsforhold har præget dansk idrætshistorie igennem mange år. Helt tydeligt var det i 1980’erne, da eliteidræt politisk blev placeret under Eliteidrætsloven og breddeidræt under Folkeoplysningsloven.

Det ubrydelige skel har vi også oplevet med italesættelsen af idrætsudøvere som amatører eller professionelle. Tag for eksempel den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen der blev solgt til italienske Bologna i 1961. Da han tog flyet, sagde han både farvel til Danmark og til landsholdet, for DBU dikterede, at national fodbold var for amatører, såkaldt fyraftens-professionalisme. Derfor lod man Guld-Harald, der senere blev verdens dyreste fodboldspiller, flyve sydpå, og man så ham ikke igen.

Omkring samme tid skiftede Samvirkende Idrætsklubber i Aarhus navn til Idrætssamvirket Aarhus, som vi kender det i dag. Idrætssamvirket Aarhus er landets ældste idrætsråd og blev stiftet i 1898 af ti idrætsforeninger, hvoraf flere fortsat eksisterer i dag, med et mål om, ”at idræt kan drives under så gunstige vilkår som muligt”. Stifterne af foreningsfællesskabet mente, at en indsats på tværs af sportsgrene og foreninger var nødvendig for at styrke idrætten. Idrætssamvirket er i dag vokset til 416 aarhusianske idrætsforeninger, men det tværgående mål er intakt.

Og hvorfor denne historietime, spørger du så? På tværs af hele idrætslandskabet er der stadig en relativt hårdt optrukket dikotomi mellem bredde- og eliteidræt. Idrætten er kunstigt opdelt i en sproglig konstruktion, hvor man taler om to adskilte indsatser. Ideologisk og politisk har der længe været en opbakning til, at ”bredde skaber elite, og elite skaber bredde”. Denne ellers synergiske trossætning er dog en myte, som ikke viser sig i virkeligheden, hvorfor vi står tilbage med, ja du gættede det, en opdeling, som ikke gavner nogen.

Jeg bruger ordet ’breddeklub’ for sidste gang

Det er på tide at lægge udtrykkene bredde- og eliteidræt i graven. I praksis melder vi os ind i idrætsforeninger, der har tilbud, som interesserer os. Vi melder os ikke ind i enten en bredde- eller eliteklub. Sådan fungerer det ikke, og derfor er den fremmalede sproglige adskillelse heller ikke hverken tidssvarende eller konstruktiv. Uanset hvor du møder idræt i dag, vil du både opleve målrettethed og betydningsfulde fællesskaber. Den forståelse og omsorg skal vi også rumme, men det er vanskeligt, hvis vi selv bidrager til at opdele idrætten i mere eller mindre seriøs og mere eller mindre social.

I breddeklubberne, og det var så sidste gang jeg brugte det ord, ligger der jo masser af målrettede parametre til grund for udbud og udøvelse for de millioner af organiserede idrætsudøvere, vi er så heldige at have i Danmark. Udøverne er ikke useriøse, og de frivillige trænere og ledere uddanner sig for sikre kvalitet og har øje for udvikling og progression, samtidig med at de fokuserer på at bygge stærke inkluderende fællesskaber.

Eliten er ligeledes underlagt en unuanceret opfattelse af, at det kun handler om målrettethed og præstationer. Unge talenter med olympiske drømme træner hver dag planmæssigt og målrettet i de danske idrætsforeninger bakket op af gode kommunale og statslige strukturer. Ja, men det er ikke hele sandheden, for i disse miljøer er fællesskab, oplevelser og personlig udvikling også blandt de bærende værdier.

Foreningsidræt rummer alle

Det tilføjer ikke mening eller værdi, at vi fortsætter med at opdele idrætten i enten eliteidræt eller breddeidræt, og derved laver skel både mellem og internt i foreningerne. Det er på tide, at vi erstatter den meningsløse og modsætningsfyldte opdeling.

Idrætssamvirket Aarhus foreslår helt simpelt, at vi benytter begrebet foreningsidræt om al den aktivitet, der foregår i idrætsforeningerne, hvad enten den er rettet særligt mod præstationer, udvikling, fællesskab eller velvære.

Foreningsidræt rummer og samler idrætten og dens udøvere uden modsætninger. Den er et kontinuum, hvor man kan høste af hinandens erfaringer og værdier til gavn for alle.

Vi har nok ting at kæmpe for i idrætten, og det gør vi, men det giver ikke mening at kæmpe mod hinanden ud fra en opdigtet sproglig konstruktion. Lad os bruge kræfterne på i fællesskab at skabe en fornyelse af foreningsbevægelsen, hvor der er fællesskaber, oplevelser og udviklingsmiljøer for alle udøvere, frivillige og ansatte ledere.

Debatindlægget er bragt i Idrætsmonitor d. 24. februar 2024

Del
Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE