Krav om digital bogføring: Her er alt, hvad du skal vide

10. september 2025

Kravene for digital bogføring skærpes d. 1. januar 2026, men langt de fleste idrætsforeninger bliver ikke omfattet af de nye krav.

Der har hersket tvivl om den nye bogføringslovs betydning, når næste række af krav indfases d. 1. januar 2026. Størstedelen af de aarhusianske idrætsforeninger kan dog fortsætte som sædvanlig. Det slår et officielt svar fra erhvervsminister Morten Bødskov fast.

Foreninger vil kun være omfattet af kravet om at have digital bogføring, hvis de udøver egentlig erhvervsaktivitet og samtidig har en nettoomsætning på over 300.000 kr. årligt i to på hinanden følgende år.

Kontingenter, kommunale tilskud, enkeltstående begivenheder, arrangementer og lotterier tæller ikke med i omsætningsgrundlaget. Det inkluderer også aktiviteter så som ferieskoler, camps eller tilbagevendende stævner, som altså heller ikke tæller med i omsætningen.

Derimod vil en forening, der driver café, webshop eller anden kontinuerlig økonomisk aktivitet med salg for øje, eksempelvis udlejning af baner, være omfattet – forudsat at omsætningen overstiger grænsen på 300.000 kr.

Ifølge Erhvervsstyrelsen vil det derfor være meget få foreninger, der bliver omfattet af kravet. Idrætsforeninger, der primært har et socialt, kulturelt eller lignende formål, vil nemlig som udgangspunkt være undtaget. Det gælder også, selvom de modtager kontingenter og driver mindre aktiviteter.

Læs hele svaret fra erhvervsminister Morten Bødskov

Digitale værktøjer kan være værdifulde
Selvom foreningen ikke er omfattet af kravet om et digitalt bogføringssystem, kan det dog alligevel være en god idé at tage det i brug i sin forening. Systemerne har en lang række fordele som forenkler administrationen og sikrer bedre praksis, herunder betaling af medlemskontingent, udgifter og indtægter, kassebeholdning m.v.

Et digitalt system gør det også lettere at overdrage og overtage kasserer-rollen, og der er mulighed for at få support.

Der findes i dag flere foreningsvenlige systemer på markedet, hvoraf mange er billige eller gratis for mindre foreninger.

Få hjælp hos Idrætssamvirket
Hvis jeres forening har brug for hjælp til arbejdet med bogføring, kan man hos Idrætssamvirket benytte Kassererhjælp. Det er en fleksibel løsning, hvor foreningen mod en meget konkurrencevenlig betaling, kan få hjælp til hele eller dele af bogføringsarbejdet. Det kan både være en konkret støtte til den daglige drift og en hjælp til foreninger, der ønsker at komme i gang med digital bogføring i god tid.

Kontakt os for at høre mere om mulighederne.

Hvilke digitale bogføringssystemer findes der? 

Ofte benyttede digitale bogføringssystemer blandt idrætsforeninger er eksempelvis, Conventus, Klubmodul og Holdsport. Derudover er der også de mere gængse så som Dinero, Billy og WinKAS Air.

Listen af godkendte digitale bogføringssystemer er lang.


Se dem alle her

Del
Læs også

NYHEDER

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE