Idrætten skal være med fra begyndelsen af enhver byudvikling i Aarhus. Når vi udvikler nye kvarterer i oplandet, eller når vi opfører flere boliger i den fortættede midtby, skal der tænkes idrætsfaciliteter og styrkelse af fællesskaber ind fra start. Uden lokale muligheder for idræt og fællesskab, bliver Aarhus fattig på liv for alle aldersklasser. Vi må ikke med åbne øjne udvikle flere boligområder uden tanke på livet mellem bygningerne. Det tager år(tier) at genopbygge den livskraft, som kunne have været tænkt ind fra begyndelsen.
Idræt er ikke kun fællesskab og sund fritid. Det er også erhvervsudvikling, tiltrækningskraft og livskvalitet. En aktiv og levende by er en by, hvor mennesker ønsker at bo, arbejde og engagere sig, og hvor virksomheder ønsker at etablere sig. Når vi investerer i idræt og bevægelse, investerer vi i arbejdspladser, vækstpotentiale, byens attraktion og livet mellem familie og arbejde.
Idrætssamvirket har på baggrund af input fra spørgeskemaundersøgelse og dialog med en lang række foreninger udarbejdet fire tydelige mærkesager, som rammer udfordringer i rigtig mange foreninger. Dette er tredje budskab i rækken, som skal synliggøre den aarhusianske foreningsidræts udfordringer op mod valget d. 18. november.


