Hvordan kan jeres forening åbne fællesskabet for flere – også for børn, unge og voksne med særlige behov? Og hvordan kommer man i gang, hvis det virker uoverskueligt?
DGI Østjylland, Idrætssamvirket Aarhus, Aarhus Kommune og Specialsport inviterer til en inspirerende temaaften for foreninger, der er nysgerrige på inklusion – uanset om I allerede er i gang, eller bare overvejer de første skridt.
Aftenen byder på oplæg, praksisnære eksempler fra lokale foreninger og masser af mulighed for dialog og sparring, som kan bruges i jeres forening.
Hvem er aftenen for?
Aftenen er for bestyrelsesmedlemmer, trænere, frivillige og ansatte i foreninger, der:
- gerne vil inkludere flere, men er i tvivl om hvordan
- allerede har lidt erfaring og ønsker mere inspiration
- søger konkrete redskaber, viden og samarbejdspartnere
Program
17.00 – Velkomst
v/ Bevæg dig for livet
17.10 – Oplæg
Inkluderende idræt for alle – et anliggende for det frivillige foreningsliv? v/ Maja Pilgaard
Maja Pilgaard er chefanalytiker hos Idrættens Analyseinstitut og har, foruden de nationale undersøgelser af danskernes motions- og sportsvaner, gennemført en række undersøgelser de seneste år af indsatser og aktører, der arbejder for inklusion af forskellige målgrupper i idrættens fællesskaber.
Maja Pilgaard giver et overblik over det aktuelle landskab af aktører, der arbejder med inkluderende idræt og belyser både potentialer og udfordringer for det frivillige foreningsliv. Oplægget leder op til en debat om det frivillige foreningslivs rolle i arbejdet for at sikre inkluderende idræt for alle.
18.00 – Mad og mingle
18.20 – Sådan skaber vi idræt for alle
Konkrete eksempler fra foreninger, der har taget det første skridt:
- Højbjerg Badminton deler deres rejse mod at blive en forgangsforening, hvor fællesskab og tilpassede træningsmiljøer går hånd i hånd. De fortæller om visionen, motivationen og drivkraften bag arbejdet med at skabe hold, hvor børn og unge med særlige behov kan være med – og trives
- VSK fodbold giver et ærligt indblik i, hvordan I kan starte specialhold op – helt fra de første skridt til de små greb, der gør en stor forskel. I får konkrete tips, erfaringer og inspiration, som gør det lettere at skabe trygge og motiverende fællesskaber for børn og unge med særlige behov.
- Rollespilsforeningen Elysion fortæller hvordan de arbejder med at skabe inkluderende rammer for børn og unge både med og uden særlige behov
18.50 – Hvilke støttemuligheder findes der?
Kort overblik over mulig rådgivning, hjælp, økonomi og samarbejdsmuligheder.
19.10 – Stande og dialog: Inspiration i øjenhøjde
Gå på opdagelse i mulighederne og få svar på jeres spørgsmål:
- DGI Østjylland – uddannelser, puljer og sparring
- SpecialSport – specialsportguiden, kurser, hjælpe til opstart og rekruttering
- Sport & Fritid – medlemstilskud for aarhusianere med handicap
- Idrætssamvirket – fonde og støtte
- Foreninger i praksis: VSK, Elysion, Højbjerg Badminton
20.00 – Tak for i dag
Praktisk Information
Tid: 23. februar kl. 17.00 - 20.00
Sted: FO-Byen, Stiften Lounge - Frederiksgade 78B, 8000 Aarhus C
Forplejning: Aftensmad er inkluderet


