Anlægspuljen: idrætsforeningerne står i kø for at styrke idrætten i Aarhus

8. september 2025

Interessen for Aarhus Kommunes anlægspulje er igen i år massiv. Foreningerne har søgt om støtte til 62 projekter for i alt 189 millioner kroner.

Ansøgningsfristen til Aarhus Kommunes anlægspulje er netop passeret, og traditionen tro er efterspørgslen fra de aarhusianske idrætsforeninger stor. Så stor, at puljen er søgt for langt mere, end den indeholder.

De ansøgte projekter omhandler alt fra nye indendørs faciliteter til tocifrede millionbeløb til renovering af nedslidte lokaler for væsentlig mindre beløb. De politiske retningslinjer for anlægspuljen betyder, at man kun kan søge anlægsstøtte til 50 % af det, man vil etablere, og samlet set er der projekter med en anlægssum på mere end 440 millioner kroner. Tallene kommer fra Magistraten for Kultur & Borgerservice, Sport & Fritids-forvaltningen.

- De aarhusianske foreninger har vist stort initiativ og brugt utallige frivillige timer på at udvikle disse projekter, som på hver sin måde vil styrke kommunens foreningstilbud. Jeg håber, at den tilbagevendende store ansøgning til Anlægspuljen intensiverer opmærksomheden på foreningernes behov hos vores politikere, så ambitionsniveauet for den aarhusianske idræt kan sikres, siger Jens Bundgaard, bestyrelsesformand for Idrætssamvirket Aarhus.

Før sommeren vedtog et enigt byråd en anlægsaftale, der tilfører 165 mio. kr. til aarhusianske idrætsfaciliteter over de næste 10 år.

- Anlægsaftalen og ikke mindst den samlede politiske opbakning fra hele Byrådet tegner lovende for idrætten i Aarhus, men vi bliver også nødt til at se realiteterne i øjnene. Anlægsaftalen, der skal udmøntes de næste 10 år, kan end ikke dække det ansøgte beløb i år. De politiske ambitioner om at hæve tempoet på de aarhusianske facilitetsudvidelser kan ikke indfries uden yderligere finansiering, og uden nye faciliteter vil foreningernes udfordringer med pladsmangel og ventelister fortsat øges i takt med de mange nye borgere, der vælger Aarhus til, siger Jens Bundgaard.

Anlægspuljen har et grundbudget på godt 16 millioner kroner, hvilket betyder, at rigtig mange idrætsforeninger kommer til at blive skuffet.

- Aarhusianerne mangler plads til at dyrke deres idræt, og foreningerne mangler faciliteter for at kunne udvikle og udvide deres tilbud. Med den enorme ansøgning til Anlægspuljen har foreningerne igen fortalt, at de vil mere, og at de gerne vil bidrage meget aktivt til at sikre, at Aarhus fortsat er en attraktiv by for alle byens borgere. Vi håber, at politikerne har det for øje, når de om kort tid sætter sig ved forhandlingsbordet om det kommunale budget, siger Jens Bundgaard.

De 62 ansøgninger til Anlægspuljen skal nu behandles med henblik på en endelig politisk beslutning, som forventes afgjort i slutningen af året. Idrætssamvirket deltager som sparrings- og høringspartner i processen.

Hvad er Anlægspuljen? 

Aarhus Kommunes anlægspulje yder tilskud til faciliteter, der bliver anvendt til idræts-, fritids- eller outdooraktiviteter. Aktører på sport- og fritidsområdet hjemmehørende i Aarhus Kommune kan søge puljen.

Puljen kan bevilge op til 50% i tilskud til anlægsprojekter, samt udgifter der knytter sig direkte hertil. Det gælder både nye anlæg og ombygning/renovering.

Foreninger kan søge om forhøjet tilskud op til 70%, når der er tale om energioptimering, faciliteter i udsatte bydele, mindre specialfaciliteter eller faciliteter i byudviklingsområder.

Man kan søge støtte til nødvendig indledende projektudvikling i form af tilskud til f.eks. rådgiver i forbindelse med skitseforslag, støjmåling, landmåling, brugerinddragelse eller lignende.

Læs mere om Anlægspuljen

Del
Læs også

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE