Sådan kan Aarhus Cyklebane komme til at se ud i fremtiden

24. november 2023

Aarhus kan med en ny indendørs velodrom få en indendørs idrætsfacilitet i særklasse med plads til meget mere end cykling. 

En gruppe frivillige fra det aarhusianske cykelmiljø har de seneste måneder brugt mange timer på at udarbejde en visionsskitse for et projekt, der kan sikre muligheden for banecykling i Aarhus efter den nedlæggelse af Aarhus Cyklebane, der ventes realiseret i efteråret 2024. 


Projektet hedder Ny Aarhus Cyklebane, og med skitsen kan indsatsen med at sikre finansieringen nu gå i gang. På baggrund af skitsen er der lavet et estimeret anlægsbudget på 150-200 mio. kroner. 

Læs artikel fra Jyllands-Posten om projektet

Idrætssamvirket har deltaget i arbejdet, og vores fokus har været på det potentiale, der er for indendørs hverdagsidræt i en velodrom. Manglen på indendørs idrætskapacitet i Aarhus midtby er velkendt. En ny stor indendørs hal vil være et kæmpe løft for nogle af de foreninger, der i dag har til huse på 3-4 indendørs lokationer, eller som er i utidssvarende og nedslidte lokaler rundt om i midtbyen.

"Det er et enormt spændende projekt i en helt ny skala for Aarhus med plads til den internationale cykelelite, men også den brede cykelbevægelse og børn og unge. Med sådan en hal kan vi introducere børn og unge til cyklismen i trygge rammer,« siger bestyrelsesformand for Idrætssamvirket Jens Bundgaard og fortsætter:

"Det vil blive centrum for banecykling i Jylland, og projektet rammer også godt i forhold til de brede muligheder inden for cykling og idræt generelt. Dertil kommer de mange idrætsgrene, som kan bruge inderkredsen, og det er en ret fed sideeffekt ved cykelhallen, som i høj grad vil batte noget i forhold til den mangel på idrætsfaciliteter, vi har i Aarhus."

Læs artikel fra Århus Stiftstidende om projektet

Parkeringspladsen P2, som er den der ligger i Kongelunden i skoven ud mod Jyllands Allé, er blevet reserveret til en ny indendørs velodrom. Der er blevet givet en såkaldt solnedgangsklausul, der betyder, at aktørerne bag projektet skal have finansieringsplanen på plads inden 1. februar 2028. Ellers frafalder retten til området.   


Der er lang vej til målet, og det kommer til at kræve vedholdenhed og dedikation at få etableret så stort et byggeri, men med en fælles indsats kan det lykkes


Skitse: C.F. Møller Architects 

Del

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE