I Højbjerg er uddannelse en kerneværdi

12. juli 2023

Højbjerg Gymnastikforening er med sine mere end 1.500 medlemmer den største gymnastikforening i Aarhus. I klubben har de cirka 100 veluddannede instruktører, som står på spring for klubbens udøvere.

I Højbjerg Gymnastikforening prioriterer de højt at få uddannet deres instruktører. Det giver både instruktørerne nogle kompetencer, som de kan bidrage med i foreningen, og som de kan tage sig med videre i livet. Med det løbende fokus på uddannelse, er foreningen derfor også god til at benytte sig af muligheden for at søge om tilskud hos Idrætssamvirket.

”Det er en kerneværdi for vores forening, at vi uddanner vores frivillige trænere og ledere. Derfor er Idrætssamvirkets tilskudspulje til Leder- og Instruktøruddannelse virkelig værdifuld for os. Igennem den får vi dækket halvdelen af vores kursusudgifter, hvilket øger vores incitament til at sende endnu flere frivillige på uddannelse, som er med til at sikre en høj kvalitet af vores idrætstilbud og fastholde os som en attraktiv gymnastikforening," siger formand for Højbjerg Gymnastikforening Lisbeth Spanggaard.

Foreningen var en værdifuld sparringspartner for Idrætssamvirket, da tilskudsmodellen til puljen blev gjort enklere ved årskiftet til 2023.

"Ansøgningsproceduren er simpel, hvilket betyder at vi ikke bruger mange administrative ressourcer på at søge om tilskuddet og i højere grad kan koncentrere os om gymnastikken".

I kan læse mere om tilskudspuljen til Leder- og Instruktøruddannelse HER

Del

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE