Hvem er årets idrætsleder i Aarhus? 👀

22. marts 2024

Gode foreningsledere er guld værd. Nu er det tid til at hylde dem, når vi uddeler prisen Årets Idrætsleder i Aarhus. Spids blyanten og indstil jeres kandidat. Med hæderen følger der 15.000 kroner til vinderen. 

Hvert år siden 1962 er årets aarhusianske idrætsleder blevet kåret, og i år er ingen undtagelse. Vinderen bliver kåret blandt et felt af kandidater, som bliver indstillet af jer ude i de aarhusianske idrætsforeninger.

Hvis I synes, der er en særlig person i jeres forening, som har gjort et godt og prisværdigt stykke arbejde for jeres forening og idrætten i Aarhus Kommune i det forgangne år, så er det altså nu I skal indstille dem. 

I indstiller jeres kandidat ved at sende en mail til info@isaarhus.dk. I mailen begrunder I, hvorfor det netop er jeres kandidat, der skal vinde prisen som Årets Idrætsleder. Hvad kendetegner personen, hvilken forskel gør han/hun, og hvor meget betyder vedkommende for jeres forening? Det er nogle forslag til spørgsmål, som I kan forholde jer til, når I skriver indstillingen. 

Sidste år vandt Jeff Jørgensen fra Aarhus Beachvolley Club prisen. Han vandt for sin utrættelige indsats for ABC, hvor han i lang tid har været leveringsdygtig med utallige initiativer, der har udviklet klubben til hvor den er i dag. 

Fristen for at indstille kandidater til Årets Idrætsleder er søndag d. 28. april. 

Vinderen bliver kåret på Idrætssamvirkets årsmøde d. 14. maj. 


Prisen bliver uddelt af Idrætssamvirket Aarhus og Sparekassen Danmark. Med titlen følger en flot vandrepokal og 15.000,- kr.

Del
Læs også
Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE