Aarhus er en studieby med cirka 43.000 unge på videregående uddannelser, og hvert år starter ca. 12.000 nye studerende. Mange er tilflyttere, der ikke kender byens fritidsliv, og samtidig er unge studerende en gruppe, der er underrepræsenteret i foreningslivet. Det vil Aarhus Kommune ændre med Aarhus Try Out.
Hvad er Aarhus Try Out?
Aarhus Try Out er et nyt initiativ, der skal hjælpe unge ind i fritidslivet i Aarhus Kommune ved at tilbyde dem gratis aktiviteter i en periode i forbindelse med studiestart. Målet er, at de unge finder en fritidsaktivitet, som de fremadrettet ønsker at være en del af.
Aarhus Try Out giver din forening (herunder idrætsforeninger, spejdergrupper, aftenskoler mv.) tilskud til jeres udgifter, hvis I arrangerer gratis aktiviteter for unge studerende.
Aktiviteterne skal gennemføres i perioden 1. september til 1. december 2025, og ideen er, at de studerende i løbet af de 12 uger kan afprøve forskellige aktiviteter.
Ønsket er, at Aarhus Try Out viser de studerende en vej ind i nye fællesskaber og samtidig bidrager til, at der kommer nye ressourcer ind i foreningslivet.
Hvordan kan I hjælpe?
I bestemmer selv hvor mange gange, I udbyder gratis aktiviteter i løbet af de 12 uger og hvor mange pladser, I kan tilbyde de studerende pr. aktivitet.
Sport & Fritid i Aarhus Kommune dækker udgifter i forbindelse med afvikling af aktiviteterne.
Lyder det som noget, I har lyst til at være med til? Så udfyld skemaet i linket herunder og beskriv, hvad I kan tilbyde de unge studerende.