Hårdtsparkende forening er nyeste medlem af Idrætssamvirket

29. juli 2024

Taekwondo Klubben Do er netop blevet medlem af Aarhus' stærkeste idrætsfællesskab. Foreningen har et ønske om at udvikle sig og betragter Idrætssamvirket som den bedste sparringspartner til netop det formål. 

Taekwondo Klubben Do hører hjemme i Aarhus V og er en  taekwondoforening med plads til alle. De rummer de små og de store såvel som nye og erfarne indenfor sporten. Klubben har en bred erfaring både som udøvere, trænere og som deltagere på teknik- og opvisningslandshold.

Bestyrelsen i foreningen har et stort ønske om at udvikle sig, så de kan skabe endnu bedre rammer for deres medlemmer. Blandt andet derfor er de netop blevet medlem af Idrætssamvirket. 

"Vores formål er at styrke vores position som idrætsforening i Aarhus Kommune og ser et medlemsskab hos Idrætssamvirket som oplagt og ikke mindst som den bedste sparringspartner i byen," siger formand for taekwondoklubben Peter Rothgart.

Læs mere om Taekwondo Klubben Do

Taekwondo Klubben Do er den femte taekwondoklub, som er medlem af Idrætssamvirket. I alt er 419 aarhusianske idrætsforeninger medlem. 

Velkommen til Taekwondo Klubben Do i byens stærkeste idrætsfællesskab. Vi ser frem til at hjælpe jer videre i jeres udvikling. 

Del
Læs også

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE