KV25: Investering i idræt styrker hele byens udvikling

20. oktober 2025

Idræt er med til at styrke trivsel og fællesskaber. Derfor skal den have en stærkere stemme, der hvor de store beslutninger for Aarhus' fremtid bliver tager. 

Kultur- og fritidslivet skaber værdi på flere bundlinjer. Det styrker trivsel og fællesskaber i en tid, hvor både den demokratiske samtale og det sociale sammenhold er under pres. Det er et erhvervspolitisk aktiv, fordi byer med et rigt fritids- og kulturliv er langt mere attraktive at drive virksomhed i, både når det handler om at tiltrække dygtige medarbejdere og skabe partnerskaber, der udvikler byen.

En analyse fra Silverlinning Research viser, at kultur- og fritidslivet i Aarhus alene skaber beskæftigelse til 11.677 personer og en årlig bruttoværditilvækst på 7,6 milliarder kroner. Det understreger, at investeringer i kultur- og fritidslivet er investeringer i byens samlede udvikling.

Derfor skal kultur- og fritidslivet have en stærk stemme i de strategiske drøftelser om Aarhus’ fremtid. Men også i den daglige forvaltning skal vi tage højde for idrættens værdi og betydning. Det gælder når kommunen tolker regler, træffer beslutninger og giver tilladelser. Vi skal finde plads til det etablerede, aktive levede liv i Aarhus i form af liv, engagement og fællesskaber. Idrætten kan ses, høres, fylder og lyser op. Men det skal vi acceptere og finde en balance, hvor der både er plads til fællesskaber og tålelige forhold for naboer og omgivelser. Det skal vi fordi idrætten er en god investering på flere bundlinjer.

Aarhus skal til kommunalvalg d. 18. november, og vi bakker op om at idrætten skal fylde og prioriteres højt.

Idrættens KV25

Aarhus går til kommunalvalg den 18. november, og sammen skal vi sikre, at idrætten bliver hørt.

I Aarhus er der mere end 500 idrætsforeninger og over 150.000 medlemskaber af idrætsforeninger.

Idrætssamvirket er idrættens talerør i Aarhus, og vi kommer til at tale idrætten og vores medlemmers sag, når vi sætter idrætten på dagsordenen.

På baggrund af spørgeskemaundersøgelser, dialog med idrætsforeningerne og vores viden går vi til valget med fire tydelige mærkesager, som er kerneudfordringer for idrætsforeningerne i Aarhus, som politikerne skal forholde sig til.

Vi lancerer mærkesagerne løbende op til valget.

Vi ser frem til et spændende valg, hvor idrættens stemme skal runge!

Del
Læs også

NYHEDER

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE