Engageret debat, sækkepibe og stærke budskaber til Idrættens Debatmøde

11. november 2025

Med et stærkt panel af spidskandidater og et springcenter fyldt med engagerede idrætsfolk, blev der sat fokus på idrættens vigtigste udfordringer og muligheder frem mod kommunalvalget.

Tirsdag d. 4. november dannede Springcenter Aarhus rammen om Idrættens Debatmøde 2025 – en aften med høj energi, stort fremmøde og stærke budskaber fra både idrætslivet og byrådets spidskandidater. Med et engageret publikum, et stærkt panel af politikere og konkrete cases fra foreninger blev idrættens fremtid i Aarhus sat skarpt til debat.

Bestyrelsesformand for Idrætssamvirket, Jens Bundgaard, åbnede aftenen med en tydelig opfordring til byens politikere: 

- Vi har over 150.000 medlemmer i de aarhusianske idrætsforeninger. Det er en kæmpe styrke, men det er også en kæmpe udfordring, når efterspørgslen på faciliteter langt overstiger kapaciteten. Det er ikke bare et idrætspolitisk problem – det er et samfundsproblem.”

Aftenens panel bestod af spidskandidater fra partierne, og der var bred anerkendelse af, at idrætten spiller en afgørende rolle for sammenhængskraft, trivsel og sundhed i hele Aarhus Kommune. Politikerne udtrykte vilje til at læse foreningsidrættens tilbagevendende og kroniske udfordringer i Aarhus.

I løbet af debatten indtog sækkepibespiller Claus Reiss scenen og fyrede op under springcenteret til gymnastikundervisning ved veteranholdet og mikropigerne.

Debatten fortsatte og blev aktualiseret med to stærke indlæg fra det aarhusianske foreningsliv.

Klaus Kristiansen fra Aarhus Watersports Complex beskrev, hvordan de er en succesfuld wakeboard-forening, men de kæmper for at få en permanent plads i bassinet ved Aarhus Ø:

- Det er hårdt at være forening der hele tiden lever på lånt tid. Vi har ikke været tænkt med ind fra starten, og har levet på et årige tilladelser. Vi har haft svært ved at passe ind i regnestykkerne og Excel-arket, når en ny bydel planlægges, for hvor skal foreningslivet ligge? Hvor skal vi have vores grej, vores facilitet og vores omklædningsrum, eller bare et sted at være? Jeg synes, Aarhus skal turde stille sig selv et enkelt spørgsmål: Når vi bygger nye bydele – vil vi så bare have boliger og erhverv, eller vil vi have liv og fællesskab?

Jonna Toft fra Beder-Malling Vinterbadeklub delte sin erfaring som frivillige med at udvikle en ny facilitet:

- Vi har udfyldt skemaer, skrevet ansøgninger, haft møder med fire forskellige forvaltninger og kæmpet for at finde rundt i krav og godkendelser. Undervejs er folk blevet trætte. Nogle har måttet stoppe, herunder mig selv. Hvis Aarhus virkelig vil frisætte foreningslivet, så lad os starte her: Giv de frivillige et professionelt apparat i ryggen, så vi kan bruge vores kræfter på det, vi brænder for – fællesskab, bevægelse og gode rammer for byens borgere.

Tak til Klaus og Jonna for at dele deres historier, som der også blev kvitteret for hos politikerne. Aarhus Watersports Complex og Beder-Malling Vinterbadeklub er blot to eksempler af mange, der illustrerer de udfordringer, mange foreninger står med i en voksende by med begrænsede faciliteter og komplekse processer.

Vi siger tak til alle, der deltog i Idrættens Debatmøde. Nu ser vi frem mod kommunalvalget den 18. november, hvor vi håber, at de lovende ord fra debatmødet bliver fulgt op af konkret handling.

Idrættens KV25

Aarhus går til kommunalvalg den 18. november, og sammen skal vi sikre, at idrætten bliver hørt.

I Aarhus er der mere end 500 idrætsforeninger og over 150.000 medlemskaber af idrætsforeninger.

Idrætssamvirket er idrættens talerør i Aarhus, og vi kommer til at tale idrætten og vores medlemmers sag, når vi sætter idrætten på dagsordenen.

På baggrund af spørgeskemaundersøgelser, dialog med idrætsforeningerne og vores viden går vi til valget med fire tydelige mærkesager, som er kerneudfordringer for idrætsforeningerne i Aarhus, som politikerne skal forholde sig til.

Vi lancerer mærkesagerne løbende op til valget.

Vi ser frem til et spændende valg, hvor idrættens stemme skal runge!

Del
Læs også

NYHEDER

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE