Jobopslag: Brænder du for fællesskab, frivillighed og unges udvikling

7. september 2026

Idrætssamvirket Aarhus søger en tovholder til vores nystartede TrænerAkademi. Du kommer til at stå i spidsen for at etablere og udvikle indsatsen i Aarhus, der har til formål at uddanne flere unge til frivilligt arbejde.

TrænerAkademiet er et tilbud til unge, primært til 7.-9. klasse, hvor de bliver introduceret til træner- og frivilligrollen. Gennem et uddannelsesforløb på TrænerAkademiet får de unge konkrete kompetencer, erfaringer og relationer, som gør dem attraktive for foreningerne, og samtidig giver dem livsværktøjer, de kan bruge langt ud over idrætten. Undervisningen er ikke aktivitetsspecifik, og der er udarbejdet et forskningsbaseret undervisningsmateriale du skal benytte. De unge skal blandt andet lære om samarbejde, motivation, kommunikation, konflikthåndtering, fællesskaber, roller og ansvar.

Ambitionen er ikke bare at uddanne flere unge trænere. Vi vil give flere unge en indgang til frivilligheden, og give dem kompetencer, relationer og erfaringer, de kan bruge resten af livet. I Idrætssamvirket Aarhus tripper vi for at komme i gang, men vi skal først finde dig, der kan være med til at etablere og være ansvarlig for TrænerAkademiet i Aarhus


Dine opgaver

Som ansvarlig for TrænerAkademiet i Aarhus bliver du vores lokale tovholder og drivkraft. Du skal både etablere undervisningsforløb, hvor du underviser de unge, i det materiale der er udarbejdet til projektet. Men du skal også etablere kontakt og samarbejder til skoler og uddannelsesinstitutioner, som bliver en del af udrulningen af TrænerAkademiet i Aarhus.

Som ansvarlig for TrænerAkademiet bliver en af dine vigtigste opgaver at få mennesker, organisationer og muligheder til at mødes. 

Du får ansvar for at:

  • Udvikle, drive og afholde TrænerAkademier i Aarhus
  • Opbygge samarbejde med folkeskoler, ungdomsskolen og andre uddannelsesinstitutioner
  • Skabe stærke relationer til idrætsforeninger og rekruttere unge til TrænerAkademierne
  • Koordinere akademiforløb, praktik og camps og skabe fællesskaber blandt de unge
  • Brobygge og hjælpe foreningerne med at tage godt imod de unge trænere og frivillige
  • Bidrage til den nationale erfaringsudveksling med øvrige TrænerAkademier.

Du får med andre ord en rolle, hvor du både skal tænke strategisk og få ting til at ske i praksis.

Din baggrund

Du kan have mange forskellige erfaringer og uddannelsesmæssige baggrunde for at lykkedes i stillingen.

Vi forestiller os dog, at du har erfaring fra undervisning eller skoleverdenen, hvor du med pædagogiske og didaktiske overvejelser kan planlægge og gennemføre undervisning. Du er muligvis nyuddannet inden for undervisning eller er i gang med de sidste år af en relevant uddannelse.

Det er også en fordel, hvis du selv har erfaring som træner eller frivillig, og dermed har indsigt og forståelse for, hvordan frivilligt arbejde og frivillige foreninger fungerer.

Men det vigtigste er, at du kan vise os din motivation for at påtage dig opgaven sammen med din faglige baggrund fra undervisning, skoler og foreningsliv.

Som person skal du kunne finde vejen, også når den ikke er lagt endnu. Måske skal et forløb ind som valgfag på en skole. Måske skal en skole spørges flere gange før de er med. Måske skal forløbet tilpasses sammen med ungdomsskolen. Måske skal et forløb gennemføres med en stor forening i lokalområdet. Kort sagt: Du skal i det opsøgende samarbejde have is i maven, være pragmatisk og energisk på samme tid.

Du er derfor en person der er god til at skabe relationer og samarbejde på tværs af organisationer. Du har energi og gennemslagskraft, hvilket afspejles i at din dedikation til projektets værdier. Din energi afspejles også i at du arbejder selvstændigt, trives med at bygge noget op fra bunden, og finder stor glæde i at være i spidsen for unge menneskers uddannelse i frivillighed. Du er samtidig struktureret og kan holde styr på både mennesker, aftaler og deadlines, ligesom du kommunikerer sikkert og naturligt både skoleledere, frivillige og ikke mindst de unge.

Vi tilbyder

TrænerAkademiet er en national satsning, som allerede involverer kommuner og idrætsorganisationer flere steder i landet. Som ansvarlig for TrænerAkademiet i Aarhus bliver du derfor en del af et nationalt netværk med løbende sparring, erfaringsudveksling og fælles udvikling.

Derudover bliver du en del af Idrætssamvirkets organisation, der bakker hinanden op, og hvor du altid vil have kollegaer at sparre med. På vores kontor løfter vi i flok, og du må derfor også forvente at hjælpe til ved Idrætssamvirkets øvrige projekter og arrangementer. Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet og frihed under ansvar.

Du får indflydelse på, hvordan TrænerAkademiet skal udvikles i Aarhus, og får derigennem et tæt samarbejde og stort netværk blandt frivillige, foreninger og skoler i Aarhus. Du kan forvente at dine arbejdsdage veksler mellem undervisning ude i marken, samarbejde med skoler og foreninger samt opfølgende arbejde på vores kontor. Men vigtigst af alt får du en meget meningsfuld stilling, hvor du gør en konkret forskel for både unge og foreningslivet i Aarhus.

Stillingen er på 18 timer om ugen og tidsbegrænset til 3 år med mulighed for forlængelse. Da du arbejder med frivillige, skal du forvente en del mødeaktivitet ude i foreningerne, herunder også om eftermiddagen og aftenen. Du får dog mulighed for fleksibilitet i planlægning af timerne, så det passer til dit evt. øvrige virke.

Arbejdsstedet er Idrætssamvirkets kontor i FO Byen, Vestre Alle 8A, 8000 Aarhus C, og du vil referere til Sekretariatschef Martin Borch.

Vil du være med?

Send din ansøgning og fortæl os:

  1. hvorfor du er motiveret for at arbejde med unge, frivillighed og foreningsliv
  2. hvordan deltidsstillingen passer ind i dit nuværende arbejds- eller studieliv
  3. hvilken kollega vi vil få med dig ombord på holdet

Ansøgningsfrist: 22. september kl. 12.00. Send din ansøgning og CV til mbo@isaarhus.dk.
Vi forventer at holde samtaler 28., 29. og 30. september.


Tiltrædelse: hurtigst muligt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Martin Borch på tlf. 29160918.

Vi ved at AI værktøjer er udbredt i forbindelse med jobansøgninger. Vi vil dog lægge vægt på at lære dig at kende og derfor foretrække ansøgninger, der viser mennesket bag. Det flugter med stillingens indhold, hvor de menneskelige kompetencer kombineret med faglighed og en stærk motivation vil blive positivt vægtet.


Om Idrætssamvirket

Idrætssamvirket er en medlems- og interesseorganisation for idrætten i Aarhus. Vi arbejder for at styrke idrættens rammevilkår i Aarhus, og hjælpe vores medlemsforeninger med deres udfordringer. Vores medlemskreds tæller mere end 400 forskellige idrætsforeninger, lige fra byens store flerstrengede foreninger med flere tusinde medlemmer, til mindre fællesskaber passioneret omkring en nicheidræt.

Idrætssamvirket blev stiftet i 1898 og er i dag landets ældste idrætsråd. Vi er idrættens politiske talerør i Aarhus og varetager idrættens interesser overfor Aarhus Kommune i tæt samarbejde med medlemsforeningerne. Vi har stor erfaring og indgående kendskab til foreningslivet i Aarhus, og hjælper vores foreninger med strategisk udvikling og sparring. Vi udbyder en række relevante og gratis kurser, der kan styrke de frivillige og foreningerne, ligesom vi uddeler tilskud gennem vores puljer til foreningerne.

TrænerAkademiet er en national indsats der skal introducere unge til det frivillige foreningsliv. Akademiet er et samarbejde med CUR, Center for Ungdomsstudier, og de øvrige kommuner i projektet. 

TrænerAkademiet er støttet af A.P. Møller Fonden.

Læs mere om projektet her: https://www.traener-akademiet

Del

NYHEDER

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE