Nyt netværk skal styrke foreningsudviklingen i Aarhus

16. juni 2026

For første gang samler Idrætssamvirket foreningsudviklere og bestyrelsesmedlemmer fra aarhusianske idrætsforeninger i et fælles netværk. Målet er at skabe inspiration, styrke samarbejdet og give foreningerne bedre muligheder for at udvikle sig gennem sparring og erfaringsudveksling.

Hvordan udvikler man bedst sin forening med en foreningsudvikler?

Det er det helt centrale spørgsmål, når Idrætssamvirket for første gang samler foreningsudviklere og bestyrelsesmedlemmer fra aarhusianske foreninger til et nyt netværksmøde.

Netværket er et tilbud til de foreninger, der har fået støtte gennem Aarhus Kommunes pulje til ansættelse af foreningsudviklere. Formålet er at give foreningerne et fælles rum til inspiration, sparring og erfaringsudveksling, og samtidig understøtte, at de nye udviklingsroller får de bedste betingelser for at lykkes.

Mange foreninger har store ambitioner, men begrænsede ressourcer. Derfor kan en foreningsudvikler give klubberne mulighed for at sætte fart på udviklingen af foreningen, og ikke kun den daglige drift.
En foreningsudvikler er dog ikke svaret på alt, så hvordan får både udvikleren og foreningen mest muligt ud af investeringen? Med netværket ønsker Idrætssamvirket at understøtte, at erfaringer og løsninger deles på tværs af foreningerne.

På det første netværksmøde inviteres både foreningsudviklere og bestyrelsesrepræsentanter med. Programmet sætter fokus på, hvordan man kommer godt fra start i rollen som foreningsudvikler, hvordan samarbejdet mellem ansatte og frivillige organiseres, og hvordan foreningerne kan arbejde strategisk med udvikling.

Deltagerne kan blandt andet se frem til oplæg om rollen som foreningsudvikler, ledelse af udviklingsarbejdet og konkrete erfaringer med at udvikle nye idrætstilbud. Derudover bliver der mulighed for at arbejde i workshops om temaer som frivillighed, ledelse og organisering, skole- og SFO-samarbejde samt strategi og foreningsudvikling.

Næste netværksmøde afholdes efter sommerferien og vil sætte endnu mere fokus på det konkrete arbejde som foreningsudvikler. Her er kun foreningsudviklere inviteret, da mødet går i dybden med udviklernes arbejde.

Fra Idrætssamvirket kan du møde udviklingskonsulent Mie Reihs Hegnar og sekretariatsleder Martin Borch.

Første møde afholdes 18. juni kl. 16-19, og alle foreningsudviklere i Aarhus Kommune er inviteret. Næste netværksmøde afholdes efter sommerferien, og er kun for foreningsudviklere. 

Er du ansat som foreningsudvikler, er du derfor velkommen til at deltage i netværket og møde ligesindede fra det aarhusianske foreningsliv. 

Kontakt udviklingskonsulent Mie Reihs Hegnar på mrh@isaarhus.dk, hvis du vil med på de kommende netværksmøder.

Del
Læs også

NYHEDER

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE