”Morten Bødskov - En ildsjæl med unikke lederegenskaber”
Morten er en ildsjæl, og har i flere år været en del af Højbjergs bestyrelse. For to år siden overtog han posten som formand i en i forvejen veldrevet klub. Højbjerg er en af de sportsligt mest aktive badmintonklubber i Danmark.
Klubben spænder vidt - fra ligahold i toppen af sporten med et professionelt set-up til motionister som banelejere over handicapidræt og ungdomsspillere på alle niveauer. På den måde er Højbjerg unik både som forening, men også som en idrætskulturel enhed. Alt det står Morten i spidsen for.
Uden ildsjæle som Morten ville århusiansk idræt og badminton være skidt stillet. Morten trådte særligt i karakter som leder til Thomas & Uber Cup, verdensmesterskaberne for hold-badminton, som Badminton Danmark, Aarhus Kommune og de tre klubber, AB, Højbjerg og Viby stod i spidsen for i Aarhus sidste år. En kæmpe event, hvis omfang og størrelse ikke tidligere er set i Danmark. For at det skulle lykkes og blive en succes krævede det, at en række frivillige skulle stille op og hjælpe med til at løfte opgaven.
Ledelsen i de tre klubber satte sig tidligt sammen, og selv med flere Covid-19-relaterede udsættelser, var arrangementet i oktober måned klar til at tage imod de mange gæster fra hele verden.
Desværre kunne et internationalt publikum ikke bydes velkommen som håbet, men eventen blev gæstet af delegationer fra alle lande, dommere, linjedommere, læger og fysioterapeuter, TV- og pressefolk, folk fra BWF og andre VIP-personer fra landes officielle repræsentanter, ambassadører m.fl.
Alt dette krævede mange frivillige. Til at lede og koordinere denne helt unikke indsats var Morten Bødskov.
Morten havde prøvet det før. I de 5 år, hvor de samme klubber, AB, Højbjerg og Viby, arrangerede det individuelle Senior-DM, havde han øvet sig i denne specielle funktion.
Dengang klarede han det med overbevisning. Men opgaven med det ovennævnte set-up var langt mere omfattende. Alene antallet af dage, hvor det hele skulle forberedes og afvikles, var så meget desto mere krævende. Denne enorme opgave klarede Morten på fornemmeste vis med sine unikke lederegenskaber og gode humør.
Højbjerg Badminton fungerer som en velsmurt maskine, og Morten udgør en essentiel del af det brændstof, foreningen kører på. Derfor er Morten nomineret til Årets Leder 2021.