Aarhus Kommune indfører nyt tilskud

26. januar 2024

Det nye medlemstilskud er en økonomisk håndsrækning til de foreninger, som har aktiviteter for medlemmer med handicap eller særlige behov. Håbet er at inkludere flere i foreningslivet. 

Det kræver ofte lidt ekstra af foreningerne at inkludere medlemmer med handicap og særlige behov. Derfor har Aarhus Kommune netop indført et nyt medlemstilskud til foreninger for at støtte denne indsats. 

Det nye tilskud er en forsøgsordning for 2024 til og med 2026, og er udformet som et medlemstilskud til de medlemmer i foreningerne, som har et handicap i forhold til aktiviteten eller som har behov for ekstra støtte for at kunne deltage i jeres foreningsaktiviteter. Det kan være fysiske handicap, sociale handicap eller kognitive handicap.


Medlemstilskuddet erstatter den forhøjede aktivitetsstøtte til særligt tilrettelagte hold.

Hvad er nyt?

  • Foreninger i Aarhus Kommune kan ansøge om medlemstilskud for alle medlemmer mellem 3 og 100+ år med et handicap eller et særligt behov
  • Tilskuddet udgør maksimalt 700 kr. per medlem
  • Tilskuddet gives både til medlemmer på særligt tilrettelagte hold og til medlemmer, som indgår på almindelige hold, hvis dette medlem har brug for ekstra støtte
  • Foreningerne skal indhente tro- og loveerklæring på de medlemmer, som har et handicap eller som har brug for særlig støtte og indgår på almindelige hold
  • Tilskuddet skal søges særskilt, og kan også søges af foreninger, der ikke modtager aktivitetsstøtte


Hvad er uændret?

Foreninger kan ansøge om almindelig aktivitetsstøtte for alle jeres medlemmer, som man plejer - også til medlemmer med handicap eller særlige behov.

I løbet af januar 2024 kommer der yderligere information om ordningen på Foreningsportalen, herunder konkrete vejledninger, ansøgningsskema samt tro- og love-erklæring. 


Er man mere nysgerrig, så sæt kryds i kalenderen tirsdag den 6. februar kl. 17-19. Her inviterer forvaltningen for Sport & Fritid alle foreninger til informationsmøde om det nye medlemstilskud, hvor man kan få svar på spørgsmål samt konkret hjælp til at udfylde ansøgninger.

Er man i tvivl om, hvordan man laver et godt specialhold, så har I mulighed for at komme på en række kurser, der kan styrke netop denne indsats.

Find alle kurser her

Del

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE