Det aarhusianske atletikmiljø har atter fået et stadion, der kan danne ramme for både træning og officielle stævner. Onsdag den 19. august blev snoren klippet på det nye atletikstadion i Vejlby-Risskov, som får Aarhus Fremad Atletik som primær bruger.
Det nye atletikstadion ligger ved Vejlby-Risskov Idrætscenter, og selvom det nye atletikanlæg er åbent for alle, bliver det især Aarhus Fremad Atletik, som kommer til at træne på anlægget.
”Aarhus Fremad Atletik har aldrig haft en rigtig hjemmebane. Det har vi nu, endda med masser af kapacitet. Vi har aldrig været flere medlemmer, og nu kommer vi virkelig til at vækste,” siger Flemming Krabbenhoft, der er formand i Aarhus Fremad Atletik.
Han glæder sig over de nye rammer, og at det fremover også bliver muligt at afholde stævner på anlægget, fordi det er certificeret i henhold til World Athletics-standarder. Allerede i efteråret bliver det første stævne afholdt.
Formanden Flemming Krabbenhoft spår også, at det nye stadion vil betyde meget for foreningens ungdomsafdeling, hvor det hidtil har været svært at fastholde unge medlemmer. De unge stiller høje krav til, at faciliteterne er i orden, mener han.
Langstrakt projekt, men kort byggeperiode
Det er Aarhus Kommune, der har været bygherre på projektet, som har modtaget 10 mio. kr. fra Salling Fondene, mens kommunen selv har bidraget med 3 mio. kr. I den proces har Aarhus Fremad Atletik givet input til stadionets udformning.
”Det nye stadion ligger rigtig godt. Faktisk bedre end det gamle, fordi det ligger åbent og i et rigtig lækkert område, så det er mere synligt for byen,” siger han.
Selvom det kun tog ganske få måneder at bygge selve stadion, så har projektarbejdet ifølge Flemming Krabbenhoft trukket tænder ud.
”En af de store succeskriterier i det her projekt har været, at vi har været enormt udholdende og tålmodige. Alt forarbejdet har jo taget tre år, og vi har kørt i ring mange gange. Man skal være virkelig tålmodig og ikke give op,” siger Flemming Krabbenhoft. Derudover har de også gjort en dyd ud af at fortælle andre lokale aktører om værdien af det nye stadion, der er åbnet for alle.
”Det er jo flere tusind borgere, der bor i området, som får glæde af det her.”



