I Aabyhøj vrimler det med unge brydere

18. december 2023

Kom med til tumlingetræning hos Brydeklubben Thrott. Holdet gik fra at have tre børn til i dag at være det største i Danmarks Brydeforbund. 

I Brydeklubben Thrott er der plads til alle uanset fysisk formåen og ambitionsniveau – og alder! Klubbens tumlingehold – Bjørneungerne – er for de 3 - 6 årige, der ønsker at gå til brydning. 

Her lærer børnene deres egne styrker og begrænsninger at kende under kampe, der er bygget op om regler, ritualer, værdier og vigtigst af alt at have det sjovt. Det er motorik pakket ind i leg. 

I videoen kan I komme med til træning hos det seje og bomstærke hold, som i dag har 22% af Danmarks brydere i aldersgruppen, og dermed er det største i Danmarks Brydeforbund.

Spørger man holdets trænere har de nogle helt klare årsager til hvad succesen skyldes: 

💡 Fokus på leg - kamplege, motoriklege og fangelege, der relaterer sig til brydning.

💡 I brydeklubben må man slås for sjov - der er regler, som er vigtige at overholde, men det er tilladt at slås.

💡 Faste rutiner omkring start og afslutning. Navne bliver råbt op i starten, og de slutter af med fokus på at rose deres indsats og sætte ord på de ting, der skabte udfordringer.

💡 Aktiv forældreinddragelse. For eksempel når der skal laves kamplege to og to.

💡 Trænerne er altid i hallen 15-20 minutter før og efter træning, så der er tid til at spørgsmål og lignende. 

💡 De afholder ministævner i klubben, hvor der er meget få regler, medaljer til alle, og hvor det handler om at få en god oplevelse. Her møder de helt små også den træner, som de kommer til at stifte bekendtskab med, hvis de rykker op på holdet over.

💡 Fokus på den gode overgang - børnene bliver rykket op, når de motorisk er klar til det og typisk sammen med nogle andre, så de kender et par stykker. 

💡 Fokus på den gode velkomst, hvor man forklarer både børn og forældre, hvad der skal ske og tager en opfølgende snak efter træning for at høre, hvordan de har oplevet træningen.

Læs mere om brydning på Throtts hjemmeside

Del

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE