Idrætssamvirkets strategiplan sigter bl.a. mod at styrke synlighed og kommunikation med idrætspolitiske interessenter i Aarhus. Vi har derfor brug for dig og dine kompetencer til at realisere denne del af vores strategiplan.
Dine opgaver
Du skal sammen med kollegaer omsætte vores strategiske ambitioner på kommunikationsområdet til konkret handling. Du kommer til at arbejde med at styrke kendskabet til Idrætssamvirket overfor medlemsforeninger og interessenter og dermed sikre øget synlighed af Idrætssamvirket. Dine opgaver bliver derfor:
• Opspore og formidle de gode historier om foreningsidrætten
• Synliggøre og brande Idrætssamvirkets virke og aktiviteter
• Bidrage til den fortsatte udvikling af vores nyhedsbrev og sociale medier
• Udvikle fortællingen om foreningsidrætten og det frivillige foreningsarbejde
• Synliggøre og facilitere vores samarbejde med folkeskoler i Hasle Bakker
• Identificere de gode historier omkring idrætsudviklingen gennem arbejde med vores tilskudspuljer
Endelig må du også forvente at indgå i løsningen af sekretariatets øvrige opgaver. Både når der er større begivenheder hvor vi løfter i flok, men også når der opstår behov for hjælp til løsning af mindre opgaver.
Hvem er du?
Vi forventer, at du har en kommunikativ uddannelsesbaggrund og meget gerne erfaring i at omsætte kommunikationsstrategi til virkelighed. Du har en stærk indsigt og kendskab til digitale medier, og kan benytte disse til på effektiv vis at fremme Idrætssamvirkets mærkesager. Du har næse og blik for den gode historie og fortælling, hvad enten det er ildsjæles værk i foreningerne, lokalsamfund i rivende idrætsudvikling, eller personer med særlige udfordringer, der hjælpes tilbage på sporet gennem idrætsforeningernes fællesskaber. Du er derfor opsøgende, nysgerrig, initiativrig og kreativ i dit arbejde med at formidle foreningsliv både på skrift og gennem billeder og video.
Som person er du i stand til at etablere relationer til andre mennesker og er naturligvis velformuleret i både tale og skrift. Du er interesseret i at udforske muligheder og prøve ideer af i virkeligheden, og ikke bange for at skabe fornyelse og forstyrrelse. Men samtidig formår du også at holde en høj standard i dine opgaver og kan arbejde systematisk, omhyggeligt og struktureret. Du er i stand til at tilpasse dig forandringer og tager godt imod uforudsete begivenheder.
Endelig er det en fordel hvis du har kendskab til det frivillige foreningsliv i Aarhus, ligesom erfaring med og forståelse for arbejdet i en politisk ledet organisation vægtes positivt.
Vi tilbyder dig
Du får i denne stilling unik mulighed for at sætte dit præg på fortællingen om idræt og foreningsliv i aarhusiansk idræt. Gennem de historier, projekter og processer du arbejder med og bliver involveret i, kommer du helt tæt på foreninger, idrætsledere og frivillige ildsjæle i aarhusiansk idræt, og kan være med til at sætte dit eget aftryk.
Vi er en interesse- og medlemsorganisation, hvor vi i fællesskab kvalificerer og inspirerer hinanden fagligt, og hvor vi alle brænder for at gøre en forskel for idrættens udvikling, muligheder og vilkår i Aarhus. Du får gode muligheder for personlig udvikling og samtidig stor indflydelse på din egen opgaveløsning og en høj grad af fleksibilitet i jobbet.
Dit arbejdssted er Ceres Arena på Stadion Alle, og med fleksibiliteten i jobbet følger en forventning om aften- og weekendarbejde, ligesom møder ud af huset vil forekomme jævnligt.
Vi tilbyder en løn, der modsvarer kravene til indholdet i stillingen.
Ansættelsesproces
Stillingen er en fuldtidsstilling der ønskes besat pr. 1/11 2022. Send din ansøgning til leder@isaarhus.dk inden mandag d. 19. september kl. 9.00.
Vi forventer at afholde første runde af samtaler 22. og 23. september, og evt. anden runde 28. og 29. september
Spørgsmål til stillingen kan rettes til sekretariatschef Martin Borch 29 16 09 18 eller mail: leder@isaarhus.dk
Om Idrætssamvirket Aarhus
Idrætssamvirket Aarhus er en lokal forankret paraply- og interesseorganisation for knap 400 aarhusianske idrætsforeninger. Vi er sat i verden for at arbejde for bedre vilkår for den aarhusianske idræt. I medlemsforeningerne, som både tæller byens store flerstrengede idrætsforeninger med flere tusinde medlemmer og mindre specialforeninger med ganske få aktive, er der samlet set godt 90.000 aarhusianere aktive, svarende til en fjerdedel af kommunens borgere.
Idrætssamvirket Aarhus tilbyder gratis sparring og rådgivning m.v. til idrætsforeninger m.h.t. organisering, ledelse, bygge- og anlægsopgaver, idrætsfaglige spørgsmål, udvikling m.v., med det overordnede formål: at gøre tingene enklere i idrætsforeningen, og derved gøre det lettere at være idrætsleder. Vi har kompetente rådgivere inden for sportens verden, der alle er eller har været dybt engageret i lokale idrætsforeninger. Derfor har vi stor berøringsflade med det aarhusianske idrætsliv. Du kan læse mere om Idrætssamvirket på idraetssamvirket.dk