I 2023 brød ASVs elitekvindehold et glasloft. De vandt det danske mesterskab for første gang siden 1991. Imponerende i sig selv, men det mest opsigtvækkende ved præstationen er, at det hele skete med amatører i en liga som har flere hold i toppen med professionelle eller semi-professionelle setup. Aldersspændet på holdet var 19-27 år, og holdet var ført an af de tre talentfulde Krogh-søstre.
ASV er en stærk forening, med en historisk solid opbakning fra sine medlemmer og tilknyttede frivillige. Det blev også bekræftet, da de vandt Idrættens Frivilligpris i 2023, hvor de blandt andet blev hyldet for at have et meget attraktivt klubmiljø. I 2023 lagde de så et ekstra lag på foreningen, da kvindeeliteholdet tog DM-guldet med hjem til Aarhus.
At ASV Elite Damer har potentialet til at blive en magtfaktor i dansk og international volleyball bekræftes også i holdets yngste spiller Caroline Stenholt Krogh. Hun betragtes trods sin unge alder på 19 år som Danmarks bedste hæver og har allerede interesse fra udenlandske ligaer, agenter og amerikanske colleges.
Højere ambitioner end elite
ASVs ambitioner begrænser sig ikke kun til deres elitesatsning. Klubben ønsker at udvide volleyball i Aarhus for flere aldersgrupper. De laver blandt andet skoleforløb og drømmer om at få børnevolleyball til at spire i Aarhus.
ASV er altså en idrætsforening der formår at kombinere det brede foreningsarbejde dækkende over et stærkt fundament af frivillige og strategisk kompetent ledelse, med et elitært set up der nu har forløst potentialet med det første danmarksmesterskab i 31 år til Aarhus. Et efterlignelsesværdigt eksempel på at en eliteindsats kan blomstre i en forening, hvis man fokuserer på at udvikle et attraktiv fællesskab med gode aktiviteter og tilbud og et stærkt fællesskab af frivillige.
Danmarksmesterskabet til ASV Elite Damer er historisk og knopskudt ud af en idrætsforening, der er godt på vej mod at realisere deres vision om at blive det bedste volleyballmiljø i Danmark.
Årets Idrætsudøver, også kaldet Mr. Pokalen, er blevet uddelt hvert år siden 1962. Prisen bliver uddelt af Idrætssamvirket Aarhus, Rådmanden for Kultur og Borgerservice og Sparekassen Danmark.
Med prisen følger 15.000 kr. og en historisk vandrepokal.