De nyeste medlemstal for de aarhusianske idrætsforeninger, som samler indberetninger fra både DIF og DGI, viser en fortsat positiv udvikling i Aarhus Kommune. Med 156.006 medlemskaber bygger Aarhus videre på sidste års rekordtal, der lød på 155.015. Det er en vækst på 991 nye medlemskaber, det seneste år.
Jens Bundgaard, bestyrelsesformand for Idrætssamvirket Aarhus, ser de nye tal som et bevis på foreningernes enorme betydning for byen:
”Det er intet mindre end imponerende, at medlemstallene fortsætter med at vokse i Aarhus. Det er en bekræftelse af, hvor stort et bidrag idrætsforeningerne er til aarhusianernes hverdag og livskvalitet, og det skyldes ikke mindst de tusindvis af frivillige, som hver dag skaber stærke fællesskaber”, siger Jens Bundgaard
Byens vækst overhaler foreningerne
Selvom den fortsatte vækst er en solstrålehistorie, følger den dog ikke med byens samlede netto tilvækst som er på godt 5.700 borgere i samme periode. Fordi andelen af medlemskaber er på godt 4 ud af 10 aarhusianere, burde væksten fra 2024 til 2025 have været på knap 2.450 nye medlemskaber fremfor de registrerede 991 nye medlemskaber.
”Rekordtallene viser at aarhusianerne er vilde med at være aktive sammen i fællesskaber, men samtidig er der flere idrætsforeninger der ikke kan følge med, og tilbyde medlemskab til alle de aarhusianere der gerne vil være med. Vi har et stort potentiale for at invitere endnu flere med fremover, når vi får sat fart under udbygningen af idrætsfaciliteterne i Aarhus”, siger Jens Bundgaard.
Stor vækst i Virup IF
En af de foreninger der særlig kan mærke væksten er Virup IF i Hjortshøj. Siden åbningen af Viruphuset i 2021 har Virup IF gennemgået en markant forandring. Fra at være en primært udendørs fodboldforening, har de nye rammer gjort, at foreningen er blevet langt mere synlig og toneangivende i lokalsamfundet og udvidet paletten af tilbud markant.
Medlemstallet i Virup IF er fordoblet fra 786 medlemmer i 2022 til 1.449 i 2025. Går man længere tilbage til før Viruphusets opførelse, er der tale om en firedobling i antallet af medlemskaber
Væksten skyldes opstart af 14 nye idrætstilbud i og omkring Viruphuset, heriblandt dart, seniorfitness, funktionel træning, Indian Club, håndbold, multisport, ketsjersport, løbehold, skateboard, gå- og vandrehold, springhold for voksne, gymnastik showhold mm. Foreningen har haft en foreningsudvikler ansat siden 2024, der målrettet har arbejdet med at øge antallet af seniorer og udbuddet af aktiviteter.
Den flotte medlemsvækst i Virup IF skal tillige ses i lyset af at der bor ca. 3.800 borgere i Hjortshøj, som Virup er en del af.
Det samlede medlemstal i danske idrætsforeninger er for første gang nogensinde oppe på godt 2,5 mio., hvilket understreger at Danmark er en idrætsglad nation.


