KV25: I Aarhus skal der være plads til alle, der har lyst til at være med

6. november 2025

Aarhus skal have en model, hvor idrætsfaciliteter bygges i takt med kommunens vækst, og så skal de frivillige bygherrer støttes i meget højere grad. 

Aarhus vokser, men idrætten følger ikke med. Ventelisterne er lange, hallerne slidte, og der mangler kvadratmeter.

Der består en stor opgave i at få indhentet efterslæbet og samtidig investere yderligere i området, så vi sikrer, at der bliver plads til de idrætshungrende børn, unge, voksne og nye indbyggere i kommunen.

Aarhus skal have en model, hvor idrætsfaciliteter skal bygges i takt med kommunens vækst. Sådan undgår vi, at Aarhus bliver stående i startblokken. I stedet sikrer vi, at idrætten følger med, og at der er plads til alle børn og voksne, der vil være aktive i fællesskab med andre.

En model skal sikre, at der løbende afsættes midler til nye idrætsfaciliteter i takt med den stigende befolkningsudvikling. Vi står sammen i ønsket om at skabe bedre rammer for trivsel, sundhed og fællesskab for de hundredetusinde aarhusianere der vil være med i et aktivt fritidsfællesskab.

Idrætssamvirket har på baggrund af input fra spørgeskemaundersøgelse og dialog med en lang række foreninger udarbejdet fire tydelige mærkesager, som rammer udfordringer i rigtig mange foreninger. Dette er tredje budskab i rækken, som skal synliggøre den aarhusianske foreningsidræts udfordringer op mod valget d. 18. november. 

Idrættens KV25

Aarhus går til kommunalvalg den 18. november, og sammen skal vi sikre, at idrætten bliver hørt.

I Aarhus er der mere end 500 idrætsforeninger og over 150.000 medlemskaber af idrætsforeninger.

Idrætssamvirket er idrættens talerør i Aarhus, og vi kommer til at tale idrætten og vores medlemmers sag, når vi sætter idrætten på dagsordenen.

På baggrund af spørgeskemaundersøgelser, dialog med idrætsforeningerne og vores viden går vi til valget med fire tydelige mærkesager, som er kerneudfordringer for idrætsforeningerne i Aarhus, som politikerne skal forholde sig til.

Vi lancerer mærkesagerne løbende op til valget.

Vi ser frem til et spændende valg, hvor idrættens stemme skal runge!

Del
Læs også

NYHEDER

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE