Udspil fra regeringen skal gøre op med regeltyranni

15. august 2024

Regeringen vil gøre det lettere at være forening ved at fjerne bureaukrati med otte initiativer. Her er hvad, det betyder for de aarhusianske idrætsforeninger. 

I mange år har det været en tilbagevendende kritik fra de frivillige i foreningslivet. Der er alt for meget bøvl og bureaukrati i forbindelse med at drive en forening. Det tærer både på dyrebare ressourcer og de frivilliges motivation. 

Politisk bevågenhed har der også været omkring emnet, og nu kunne det meget vel se ud som, at der bliver gjort noget ved det. I hvert fald har regeringen lanceret otte initiativer som er et første opgør mod de mange regler, der spænder ben for frivillige og foreninger.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger, at han forventer, at initiativerne er vedtaget "om et års tid". 

Initiativerne kommer på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse som Kulturministeriet lavede i 2022, hvor man undersøgte, hvilke bureaukratiske byrder foreningerne oplever. 

Her svarede 48%, at de oplever et problem med bureaukratiske byrder i foreningerne og 46% svarede, at de havde overvejet at stoppe som aktiv i foreningen.

De otte initiativer
1. Partnerskab med foreningslivet

Ud fra devisen om, at foreningslivet kender deres virkelighed bedst selv, etablerer man et partnerskab de mest centrale aktører indenfor foreningslivet. Her skal man udarbejde en række forslag, som regeringen forpligter sig til ud fra et følg-eller-forklar-princip. 

2. Lempelser af bygningsreglementet

De nuværende regler kræver, at foreninglivet skal leve op til en række komplekse krav, når de vil afholde arrangementer. Dem vil man lempe på flere måder.

3. Flerårige tilladelser og faste årlige arrangementer

Når foreninger vil afholde arrangementer er en stor del af det forberedende arbejde at søge tilladelser. Med dette initiativ vil man indføre flerårige tilladelser, som skal resultere i færre offentlige tilladelser for foreningerne. 

4. Fortsat arbejde for at lempe GDPR-regler for foreninger

En kompleks opgave for foreningerne er at leve op til GDPR-reglerne. Regeringen ambition med dette initiativ, at få lempet reglerne. Det skal dog ske på EU-niveau. 

5. Ny digital løsning for indhentelse af børneattester

Foreningslivet oplever, at det er en stor og tung opgave at indhente børneattester. Derfor vil regeringen undersøge, hvordan der kan komme en digital løsning, der kan lette processen. +

6. Risikovurdering af foreninger hos banker

Det er ikke noget nyt, at der er kommet en vejledning fra Finanstilsynet, der skal hjælpe bankerne med at vurdere foreningerne i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering. Regeringen vil med dette initiativ evaluere vejledning med henblik på eventuelle justeringer. 

7. Basal betalingskonto for foreninger

Et af de initiativer, som regeringen meldte ud tidligere på året, hvor man vil styrke foreningernes adgang til en basal bankkonto med gratis eller minimale gebyrer. Her er der lovforslag, som vil blive fremsat i efteråret 2024.  

8. Foreningsarbejde for 13-14-årige

For at undgå tvivl om, hvad 13-14 årige må udføre af arbejde, vil man med dette initiativ tilføje foreningsrelaterede opgaver til listen af opgaver. 

Læs hele baggrunden for regeringens udspil

Hvad betyder det for de aarhusianske idrætsforeninger?

Det er positivt, at der bliver taget livtag med de alt for mange regler, som knytter sig til at drive en forening.


Bliver de otte initiativer gennemført, har det stor betydning for de aarhusianske idrætsforeninger, men indtil da, er der ikke ændret noget.

Idrætssamvirket følger de politisker processer nøje, og vi oversætter dem til de aarhusianske idrætsforeningers virkelighed, når eventuelle nye regler er vedtaget. 

Del
Læs også

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE