VIDEO: Johan Søe er Årets Talent 2023 🏆

12. september 2024

Med hjemstavn i Århus WIndsurfing Klub har Johan Søe udviklet sit talent hastigt de seneste år. I dag sammenlignes han med de største talenter. Vi overraskede ham med prisen som Årets Talent til en klubaften. 

Johan Søe er windsurfer og konkurrerer i sportens to mest prestigefyldte discipliner. Den første er Professional Windsurfing Associations (PWA) World Tour i foil slalom. Denne disciplin er windsurfingens formel 1-klasse, hvor farten kommer over 70 km/t. Den anden disciplin hedder IQFoil og er den nye OL-klasse, som var på programmet i Paris 2024 for første gang.

Johan har de foregående sæsoner nærmest støvsuget den internationale scene for U21-guldmedaljer og vundet Europa- og verdensmesterskaberne i både foilslalom og IQFoil.

Han har udviklet sit talent i Århus Windsurfing Klub og på Dansk Sejlunions udviklingslandshold. Når han er hjemme i Danmark, træner han i Elite og Talentcenter Aarhus ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Hans talent har nået et niveau, hvor han i dag sammenlignes med alletiders største windsurfing-talenter.

Johan kom for nylig hjem fra OL i Paris. Derfor allierede vi os med Århus Windsurf Klub og Sparekassen Danmark og overraskede ham med, at han var vinder af prisen som Årets Talent 2023. Det kom mildest talt bag på ham. 

Prisen som Årets Talent bliver uddelt af Idrætssamvirket Aarhus og Sparekassen Danmark. Med prisen følger en historisk vandrepokal og 15.000 kr. 

Årets Talent

Hvert år indstiller de aarhusianske idrætsforeninger deres kandidater til Årets Talent. Prisen går til en idrætsudøver, som har udmærket sig i løbet af året, og som foreningen spår en fremtid med store resultater.

Årets Talent bliver kåret af Idrætssamvirket Aarhus og Sparekassen Danmark. Prisen har været uddelt hvert år siden 1988, og med titlen følger en flot vandrepokal og 10.000 kr.

Del

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE