Vi står overfor et stort sundhedsproblem blandt børn og unge. Tal fra nationale- og lokale undersøgelser viser, at andelen af rygere er faldende, og det er meget positivt. Men desværre ser vi samtidig, at andelen af børn og unge, der bruger andre nikotinprodukter, er steget megetde seneste år. Og nikotin i sig selv er desværre ikke ufarligt – særligt ikke for den unge hjerne.
Som forening er I et samlingssted for mange børn og unge. I spiller en meget vigtig rolle i børn og unges liv,
og derfor håber vi, at I vil hjælpe med at løse dette sundhedsproblem. I kan som forening støtte op ved at sig-
nalere, at nikotinprodukter ikke er for børn og unge. Samtidig drømmer vi om, at vi i fællesskab kan aflive my-
ten om, at nikotin er præstationsfremmende. For det er ikke tilfældet – tværtimod.
Den menneskelige hjerne er først færdigudviklet omkring 25-30-års-alderen, og brug af nikotin i ungdommen har en negativ indflydelse på hjernens udvikling.
Nikotin øger blandt andet risikoen for:
• At blive afhængig af andre rusmidler
• At få varige koncentrationsproblemer
• At udvikle psykisk sygdom som angst, depression og stress.
Hvordan kan I som forening være med til at være en del af løsningen?
Helt konkret kan I som forening være med til at støtte op ved at tage aktivt stilling til brugen af nikotinprodukter i jeres forening. Det gør I f.eks. ved at vedtage en politik for brug af nikotinprodukter i jeres forening. Herudover kan I sikre tydelig skiltning på jeres anlæg, så jeres medlemmer kan se, at nikotinprodukter ikke er tilladt på anlægget.
Hvis I vil have hjælp til at planlægge en dialog på et bestyrelsesmøde, til at udforme en konkret nikotinpolitik, eller hvis I vil have klistermærker med teksten ”Tak fordi du ikke ryger, snuser eller damper her”, kan I kontakte Folkesundhed Aarhus på telefon 4012 4543 eller mail rygestop@mso.aarhus.dk.
Vi håber, at I som forening vil være med til at bakke op om vores fælles indsats mod børn og unges brug af
nikotinprodukter i Aarhus.
Idrætssamvirket er som interesseorganisation for den aarhusianske idræt medunderskriver på budskabet om nikotinfrie foreninger. De øvrigt underskrivere er Rådmanden for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf, Sundhedsrådmand Christian Budde og Århus Ungdommens Fællesråd.