Håndbold på Marselis Boulevard, tennis i midtbyen eller måske cykelløb rundt i Latinerkvarteret. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser, når Aarhus holder bilfri søndag d. 27. august.
Det er byrådets beslutning, at Aarhus skal have en bilfri søndag i 2023, og nu det er op til aarhusianerne selv, hvad der så skal ske i byens gader. Kommunen opfordrer alle til at ansøge, og det eneste krav, der er til idéerne, er, at man vil bruge vejen til noget andet end biler.
Det er altså en oplagt og unik mulighed for de aarhusianske idrætsforeninger til at flytte sine aktiviteter ud af de vanlige rammer og præsentere deres sport under åben himmel i de tomme gader.
Aarhus har brug for mere plads til at dyrke idræt, og den bilfrie søndag er en god mulighed for foreningerne til at vise potentialet ved at inkludere flere idrætsfaciliteter i bybilledet.
SÅDAN GØR DU
- Gå til www.brugaarhus.dk
- Tryk på knappen ”Gå til ansøgningsplatformen”
- Opret en konto (registrer) eller log ind, hvis I allerede har en bruger
- Vælg ansøgningstypen ”Tilladelse til vejfest for beboere på villavej”
- Vedhæft en opstillingsplan. Dvs. en tegning af, hvor afspærringen skal være.
Kommunen opfordrer til ikke at vælge veje, hvor der kører busser, men det kan dog godt lade sige gøre at lave omdirigeringer, hvor der kører få busser.
Ansøgningsfristen er d. 14. august.