Her er de nominerede til Idrættens Frivilligpris 2024 ✨

29. november 2024

Der var rekordmange indstillinger til Idrættens Frivilligpris i år. Nu løfter vi sløret for hvilke foreninger, der er nomineret til prisen.

Idrættens Frivilligpris sætter fokus på det vigtige og værdifulde arbejde, som de mange frivillige i de aarhusianske idrætsforeninger laver og ønsker at udbrede kendskabet til, hvordan man skaber et godt miljø for både de frivillige og medlemmerne.

Sidste år gik prisen til Aarhus Studenternes Volleyballforening. De vandt blandt andet på grund af deres solide sammenhold og enormt stærkt frivillighedskultur.

Nu er det tid til at kåre dette års vinder, og de nominerede er.

HEI Håndbold

I HEI Håndbold er de frivillige hjertet i foreningen. De har opbygget en stærk kultur, hvor alle hjælper hinanden.

Denne fællesskabskultur resulterer i mange flotte indsatser som f.eks. en stor afdeling for 2-8 årige håndboldspillere, årlige udenlandsrejser for flere hundrede unge, og en dedikation til håndboldmiljøet i Aarhus, der strækker sig ud over foreningens egne grænser.

Den fantastiske opbakning fra frivillige gør også, at HEI Håndbold kan gennemføre store begivenheder og styrke fællesskabet på tværs af aldersgrupper og baggrunde. Eksempelvis var der intet mindre end 250 frivillige da de arrangerede Elite Cup 2024.

Aarhus Fremad Atletik

Aarhus Fremad har været igennem en turbulent periode præget af stor usikkerhed om, hvor de skulle udøve deres idræt. En sådan udfordring kan være truende for en idrætsforenings eksistens, men ikke i Aarhus Fremad Atletik.

De har taget skeen i den anden hånd, hvilket har resulteret i en imponerende medlemsvækst og en bekræftelse af deres berettigelse som nordbyens atletikklub.

Med en kreativ tilgang til atletiktræning, fokus på fællesskab som drivkræft og en evne til at være omstillingsparat og tilpasningsdygtig har Aarhus Fremad Atletik vist, hvad en moderne idrætsforening kan opnå med de rette ildsjæle og frivillige.

Virup IF

Virup IF har bygget en forening op omkring inddragelse af lokalområdets borgere, hvor mange i dag er frivillige trænere, holdledere eller praktiske opgaveløsere.

Alt sammen noget der skaber relationer og fællesskaber på tværs af køn, alder og etnicitet. De frivillige er garant for sammenhold og fællesskab i klubben og ud til lokalområdet.

Virup IF nyder stigende opbakning og har øget sit medlemstal fra 300 til imponerende 900 medlemmer på godt og vel 3 år og er i dag en flerstrenget idrætsforening med bordtennis, ketsjersport, volleyball, gymnastik, floorball og fodbold. Altsammen lever i og omkring det nye multihus Viruphuset i Hjortshøj.

Stort tillykke til alle med nomineringen.

Idrættens Frivilligpris bliver uddelt af Idrætssamvirket Aarhus og Sparekassen Danmark

Vinderen modtager 20.000,- kroner, som, i prisens ånd, skal bruges til gavn og glæde for fællesskabet.

Den endelige vinder bliver kåret senere på året

Del
Læs også

NYT FRA OS

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE