I et læserbrev d. 11. september i denne avis skriver rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S) og rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V), at den danske tradition for frivillighed er under forandring, og at civilsamfundet derfor er under pres. Respekt for rådmændenes engagement, men da idrætten i Aarhus aldrig har haft flere frivillige, bør budskabet nuanceres.
I Idrætssamvirket lavede vi tidligere i år en medlemsundersøgelse blandt de 416 aarhusianske idrætsforeninger med mere end 100.000 aarhusianske idrætsudøvere. Undersøgelsens resultater viser blandt andet, at antallet af frivillige i idrætsforeningerne i Aarhus Kommune kan estimeres til 18.000.
Rådmændene konkluderer ovenpå en kommunal undersøgelse, at karakteren af det frivillige arbejde har ændret sig og er mere spontan og mindre forpligtende. Som tendens kan vi også genkende denne udvikling fra idrætten, som samlet set med afstand er den største frivillige sektor. Men en ændring eller udviklingstendens er ikke det samme, som at der ikke stadig findes mange frivillige og ledere i “klassisk” forstand i byens idrætsforeninger. Tværtimod må det konstateres, at der i klubberne fortsat findes masser af engagerede frivillige, der gerne vil være ”svømmetrænere en hel sæson”.
Frivilligheden forandrer sig i takt med, at samfundet ændrer sig. Sådan har det altid været. Episodisk frivillighed er således en markant aktuel tendens. Det er bare ikke en trussel, men en udvikling og en tilføjelse til forståelsen af frivilligt arbejde.
En blomstrende tilgang
Det har aldrig været enkelt at engagere frivillige til en bunden opgave for foreningslivet. Behovet for frivillige i foreningslivet er samtidig stigende, da der skal varetages flere opgaver i dag end for 10 og 20 år siden. Der skal findes personer til klubudvikling, drift af hjemmesider, opdatering af sociale medier, børne- og ungeinitiativer, kommunikation med forældre, kommunen og så videre og så videre. Ja, der skal sågar findes frivillige til at finde frivillige.
Men den gode historie er, at foreningerne i al væsentlighed lykkes med at finde de frivillige kræfter. Vores data fortæller, at antallet af foreninger, der lykkes med at engagere flere frivillige overstiger antallet af foreninger, hvor frivilligheden stagnerer eller falder. Altså samlet, en positiv og blomstrende tilgang af frivillige. Det er motiverende at være en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor man er noget for nogen.
De to rådmænd siger afslutningsvis, at ”vi er nødt til, både som civilsamfund og kommune, at omstille os efter den nye virkelighed og kigge på, hvordan samarbejdet mellem civilsamfund og kommune kan optimeres yderligere”.
Helt enig! Vi skal motivere og gøre livet lettere for de frivillige. For eksempel ved at droppe unødvendige skemaer og dokumentation og generelt nedbringe de administrative byrder. Det er de færreste frivillige, der har sit engagement i den type opgaver, men de gør det. Det skal de have den største ros for, men vi må ikke tage det for givet, for så dræber vi deres engagement.
At skåne foreningslivet for at løbe bureaukratiske maratons er i øvrigt en indsats, der blev bakket op ved debatten af den kulturpolitiske redegørelse, som Kulturminister Jakob Engel-Schmidt præsenterede tidligere på året. Samtidig understøttes indsatsen af flerårige indsatser fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).
På vegne af idrætten i Aarhus vil vi nok engang takke for interessen for at styrke frivilligheden i Aarhus. Vi hopper med på jeres engagement og stiller os til rådighed til et videre samarbejde, hvor vi sammen kan udforske løsninger, der kan styrke foreningsbevægelsen og det frivillige arbejde.
Lad os starte med at anerkende alle aarhusianere, der udfører et frivilligt stykke arbejde. Et klap på skulderen er brændstof på en frivillig motor.
