På en varm sommeraften i Aarhus var 40 deltagere fra 20 foreninger mødt op i Djursland Bank Arena til medlemsmøde hos Idrætssamvirket. Der var forskellige oplæg i løbet af aftenen, men mødets motorer var såmænd deltagerne selv.
Med afsæt i de to temaer "idrætsfaciliteter" og "stærke og attraktive foreningsfællesskaber" var der lagt op til dialog ved bordene, hvor alle havde mulighed for at dele både udfordringer og gode erfaringer fra sin forening.
Idrætssamvirket ønsker at være relevant for sine medlemmer og hjælpe dem med at blive stærkere som forening. Samtidig så findes mange gode idéer og løsninger allerede ude i det aarhusianske idrætsliv, og derfor var oplægget til mødet at samle kræfterne og lade inspirationen flyde.
"Vi ønsker at udvikle vores forening"
Blandt deltagerne var Mette Schmidt Rasmussen fra HEI Hallen/HEI Gymnastik og Motion, der havde en helt konkret årsag til, hvorfor hun deltog.
"Jeg kom til mødet i dag for at styrke mit netværk og lære flere foreninger at kende. Vi går med tanker om at udvikle vores forening, og derfor kom jeg for at få inspiration og gode råd fra andre, der har stået i lignende situation," siger Mette Schmidt Rasmussen og uddyber.
"Ressourcerne kan være knappe i en idrætsforening. Derfor vil vi jo gerne undgå at løbe panden mod muren og lave fejl, som andre foreninger allerede har begået og taget ved lære af".
Også plads til de nye
Til mødet var der en bred repræsentation af både forskellige idrætsformer men også i typer af foreninger. Blandt de mindre foreninger var der repræsentanter fra Roundnet Aarhus.
"Vi er en relativt nyopstartet forening, så for os var det en kæmpe mulighed at komme ud og få noget inspiration fra nogle af de mere etablerede foreninger, og få lov at se nogle af de perspektiver der er i at drive en idrætsforening i Aarhus," siger Jakob Grøhn Damgaard, forperson for Roundnet Aarhus.
Roundnet Aarhus dyrker den nye sportsgren roundnet, populært kaldet spikeball, og er i dag knap 100 medlemmer.
"Vi har lært en masse spændende mennesker at kende her til aften, som vi kommer til at bruge fremover med at udvikle vores forening. Og så fik vi drøftet nogle spændende ting som facilitetsproblemer og visioner for vores forening", siger Jakob Grøhn Damgaard.
Idrætssamvirket takker for en god aften med højt humør og en konstruktiv ånd. Vi kommer til at afholde flere medlemsmøder i fremtiden.