Idrætssamvirket er glade for at kunne byde velkommen til Christian Gregersen. Han er per januar startet som økonomimedarbejder, hvor han særligt vil have ansvaret for det nye medlemstilbud Kassererhjælp.
Kassererhjælp er en bogholderifunktion, hvor Idrætssamvirket hjælper foreninger med det praktiske og manuelle arbejde omkring kassererfunktionen. Kassererhjælp bliver tilpasset efter foreningernes behov og virkelighed, og formålet er at mindske arbejdsopgaver og skabe tryghed for både kassereren og foreningen.
Christian er cand. merc. i økonomi og har en lang flot erhvervskarriere bag sig. Han har blandt andet arbejdet mange år hos Vestas, hvor han de seneste 12 år var i rollen som vice president i Real Estate & Facility Management/Finance.
”Jeg er virkelig glad for at være startet hos Idrætssamvirket og er spændt på at møde de foreninger, der har brug for hjælp til kassererarbejdet. Jeg er sikker på, at Kassererhjælp kan give mange foreninger tryghed i deres bogholderi, så de kan fortsætte med at drifte og udvikle deres idrætsfælleskaber,” siger Christian Gregersen.
Hvis du tænker, at Kassererhjælp kunne være relevant for jeres forening eller bare nysgerrig på at vide mere, så tøv ikke med at tage kontakt til os. Det er helt uforpligtende.