Michael Locht - Højbjerg Badminton Klub

Nomineret til Årets Leder 2019

”Michael er en leder, hvor hjertet banker for sporten og den klub, som han har været medlem af og bidraget til udviklingen af, siden han som barn trådte ind i en nybygget hal på Hjulbjergvej”


Michael Locht har igennem de sidste 12 år været formand i Højbjerg Badminton Klub.
Udover formandsposten, har han været en stor drivkraft for hele badmintonsporten i Aarhus med både stort engagement og initiativ. Det er bl.a. hans fortjeneste, at Aarhus på femte år arrangerer Senior-DM, og dertil er hans arbejde også en medvirkende årsag til, at Badminton Danmark kunne pege på Aarhus som værtsby for de kommende verdensmesterskaber.


Michael har været medvirkende til at etablere den røde tråd i Højbjerg Badminton Klubs arbejde. Lige fra de mindste som går til ”miniton” til klubbens ligahold med professionelle tilstande. Michael Locht har siden 1980’erne været en del af den gruppe af ledere og trænere, som skabte fundamentet for strukturen for ungdomstræningen i klubben. En struktur, som siden har været fulgt, og som har været banebrydende for klubbens mangeårige succes. Dette arbejde holdes sammen af Michaels glæde, engagement og respekt.

Michael locht har desuden været tovholder på det tætte samarbejde, der har udviklet ”Aarhus-vejen” - det talentudviklingskoncept, som efterhånden er indgroet i hele tanken om udviklingen af de næste spillere, der skal vinde mesterskaber for både klubben og Danmark. Dette udviklingskoncept var også baggrunden for det tætte samarbejde, der er mellem de førende badmintonklubber i Aarhus - AB, Viby og Højbjerg.

Michael Locht fra Højbjerg Badminton Klub er derfor nomineret til Årets Leder 2019.

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE