|
Certificering af foreninger
Gennem det seneste år har Idræt i Aarhus – samarbejdsudvalg mellem Idrætssamvirket og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) – kørt projektet ”Et godt idrætsmiljø for børn”. Der har deltaget 13 idrætsforeninger fra Aarhus Kommune. Fredag d. 6. oktober 2006 kunne syv af de 13 foreninger certificeres som ”gode idrætsmiljøer for børn”.
Foreninger har gennem projektet sat fokus på følgende seks områder:
Børnepolitik Der skal formuleres en målsætning for børneidrætten i foreningen. Og den skal bakkes op med konkret økonomi og ressourcer til arbejdet med børneidrætten.
Organisering Der skal nedsættes et børneudvalg samt en anden form for synligt “talerør” for børnene.
Aktivt forældresamarbejde Forældrene skal inddrages i små og store opgaver i foreningsarbejdet.
Den gode voksne Børn har ret til kvalificerede voksne som trænere, instruktører og ledere.
Aktivitetsniveau Alle børn skal have tilbud om træning og have mulighed for at deltage i stævner, turneringer og lignende.
Det fysiske miljø Krav skal formuleres til alle dele af det fysiske miljø. Fra faciliteter, rekvisitter - over indretning i “børnehøjde”.
Din forening kan hente inspiration Foreningerne har i samarbejdet med projektkoordinatoren gennemarbejdet de seks punkter. Foreningens børnearbejde er blevet analyseret, og der er blevet udarbejdet en handlingsplan for, hvordan foreningen kunne blive ”et godt idrætsmiljø for børn”. Herefter har foreninger gennemført handlingsplanen. På baggrund af denne proces er det kommet et helt fantastisk materiale, der kan tjene til inspiration for alle andre idrætsforeninger.
Materialet er unikt og skræddersyet til den pågældende forening, og det kan ikke bare kopieres. En forening bliver kun ”et godt idrætsmiljø for børn” ved at gennemgå den proces, det er at gennemarbejde de seks fokuspunkter. DIF afvikler løbende forløb af ”Et godt idrætsmiljø for børn”, og interesserede foreninger kan kontakte Helle Carlsen, tlf. 4326 2051, helle.carlsen@dif.dk
De syv certificerede foreninger
IK Skovbakken Håndbold IK Skovbakken Volleyball Jysk Akademisk Fægteklub (JAF) Lyseng IF Svømning Viby Taekwondoklub Olympic Aarhus 1900 MTB Aarhus 1900 Atletik/ Motion |