Nyhedsbrevet findes også online: http://www.idraetssamvirket.dk/2018-marts.asp

5. marts 2018

Nyhedsbrev Marts 2018

Bestyrelsens Indstilling til ny formand i Idrætssamvirket

 

På Idrætssamvirkets repræsentantskabsmøde tirsdag den 6. marts 2018, skal der vælges ny formand for bestyrelsen

Thomas Ahrentz, som har siddet på posten i en 4 årig periode, har valgt ikke længere at være en del af Idrætssamvirkets bestyrelse. Bestyrelsen ønsker på den baggrund at pege på Jens Bundgaard fra AGF som ny formand.

Jens Bundgaard er uddannet på Aarhus Universitet med hovedfag i Idræt og sidefag i statskundskab. Han har tidligere været ansat i DGI Fyn og DGI Østjylland, ACTIVE Institute, ekstern lektor på Aarhus Universitet og ekspert evalutor i EU kommisionen. Jens er i dag ansat som leder af AU Elitesport på Aarhus Universitet.

Jens har et langt CV bag sig som aktiv idrætsudøver og idrætsleder i foreningslivet. Han har været elitehåndboldspiller i blandt andet Viborg HK, Skanderborg Håndbold og Aarhus Håndbold. Det er dog ikke kun håndbold som har haft Jens Bundgaards interesse, også springgymnastik, fodbold, tennis, badminton, boksning, atletik, dans og orienteringsløb har han været en aktiv del af. Gennem 30 år har Jens været aktiv som træner, leder og initiativtager/udvikler i idrættens verden.
Som idrætsleder har Jens Bundgaard i dag plads i AGF af 1880 hovedbestyrelse og aktiv håndboldtræner i Hasle KFUM.

Jens Bundgaard giver udtryk for, at idræt i idrætsforeninger først og fremmest handler om glæden ved aktiviteten i fællesskab på alle niveauer, og idrætsforeningsbevægelsen rummer derved også gode muligheder for en række relevante positive sidegevinster i form af bevidsthed om værdien af det almennyttige, glæden ved dygtiggørelse, tilhørsforhold, motorisk udvikling, sammenhængskraft, sundhed, bredere forståelse af retfærdighed, ældreomsorg, integration mm.

Idrætsforeninger er interessefællesskaber, som i sin essens skal være interessante for medlemmerne (og det er kernen), men som også er interessante fællesskaber for det omgivende samfund - medskaber af social kapital. Jeg ønsker, at Idrætssamvirket skal hjælpe idrætsforeningerne (nye og gamle) med at sikre optimale betingelser for at kunne skabe vedkommende og interessante idrætstilbud til et så stort et udsnit af borgerne i Aarhus som muligt.
Det handler blandt andet om at sikre kontinuerlige muligheder for udvikling af:
  • Drift og udvikling af og i idrætsforeninger (vilkår for og støtte til frivilligheden samt hjælp til socialt entreprenørskab).
  • Idrætsmuligheder overalt i byen - også som grundlag for foreningsudvikling (faciliteter og byplanlægning).
  • Forståelse for generationernes præferencer som medlemmer og ledere (opsamling af relevant viden og erfaringer lokalt, nationalt og muligvis internationalt).
  • Kompetenceløft i og omkring idrætsforeningerne (uddannelse af ledere, frivillige og samarbejdspartnere).
  • Bevidsthed om idrætspolitikkens betydning (i det offentlige og det civile).
Idrætssamvirkets bestyrelse håber at repræsentantskabet vil bakke op om bestyrelsens indstilling.


 

Åben Skole Puljen 2018

Endnu mere sport på skemaet hos aarhusianske skoleelever

Aarhusianske skoleelever får igen mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige idrætsgrene i skoletiden. Aarhus Kommune og Idrætssamvirket aktiverer en ny pulje til fælles projekter mellem skoler og idrætsforeninger. Dele af puljen vil denne gang være øremærket større og længerevarende projekter.

Puljen blev udbudt første gang i 2015. Den understøtter intentionerne i Folkeskoleloven - Bevægelse og Den åbne skole, hvor der er fokus på bevægelse og læring. Den skal også bidrage til, at børn og unge får inspiration til at bruge de gode muligheder og de fællesskaber, idrætsforeningerne har til dem.

Siden 2015 er der blevet uddelt midler til mere end 30 samarbejdsprojekter. Mange af projekterne er nu afsluttet med gode erfaringer . Man kan læse om dem og lade sig inspirere i det online - "Bevægelse og den åbne skole" - inspirationskatalog.

Der kan læses mere og findes samarbejdspartnere på Aarhus kommunes hjemmeside.


  Årets Leder 2015

Kysten er klar

Nordea-fonden uddeler i år 50 mio. kr. til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet langs Danmarks kyster

Foreninger og organisationer kan søge fra 100.000 kr. op til 1 mio. kr. i støtte. Læs mere om kyst-puljen på www.nordeafonden.dk/kystenerklar

Onsdag 21. marts kl. 16.30-19.00 inviterer Nordea-fonden alle interesserede på suppe og snak om kystprojekter ved Egmont Højskolen i Hou - invitation.


Tre nye kunstgræsbaner på vej

 

Aarhus Kommune, Aarhus Fodbold Forum og Idrætssamvirket Aarhus har lavet et forslag til kriterierne for placeringen af de kommende tre kunstgræsbaner i Aarhus kommune

Nu kan endnu flere fodboldspillere i Aarhus se frem til at kunne spille udendørs året rundt. Ved seneste budgetforlig besluttede Aarhus Byråd, at der skal bygges tre nye kunstgræsbaner til i alt 9,3 millioner kroner. Hvor de tre nye kunstgræsbaner kommer til at ligge, skal nu afgøres via en ansøgningsrunde, hvor alle aarhusianske foreninger kan byde ind.

Forud for ansøgningsrunden har Kultur og Borgerservice i samarbejde med Aarhus Fodbold Forum og Idrætssamvirket i fællesskab lavet et forslag til tildelingskriterier. Forslaget lægger op til, at de nye kunstgræsbaner bliver placeret, hvor behovet er størst, eller hvor andre forhold taler for en placering. Vurderingen af behovet vil blandt andet ske på baggrund af antal medlemmer i klubben, befolkningsgrundlag, antal fodboldbaner på eksisterende anlæg og den geografiske nærhed til de eksisterende kunstgræsbaner.

Ansøgningsskema samt tildelingskriterier vil efter planen kunne findes på www.aarhus.dk fra 12. marts 2018.
Ansøgningsfristen er 9. maj 2018.


 

Nyt fra DGI

  • Nyt digitalt værktøj gør det nemt og hurtigt at lave vedtægter
  • DGI's nye vedtægtsgenerator hjælper både nye og nuværende foreninger med at skabe eller opdatere paragrafferne, så jeres forening har helt styr på spillereglerne.
    Læs mere og prøv.

  • Klar til generalforsamling: 10 typiske spørgsmål
  • Mange foreninger afholder generalforsamling i den kommende tid. Her får du advokat Steen F. Andersens svar på 10 typiske spørgsmål om generalforsamling i foreningen.
    Se svarene



Hjertestarter

 

Få en hjertestarter til jeres forening på 2-3 timer

Hjerteforeningen arbejder hver dag for at redde liv. Derfor giver det god mening, at der bliver sat så mange hjertestartere op i hele landet som muligt. Det kan Jeres forening hjælpe med!

Det er vigtigt, at hjertestartere placeres centrale steder, hvor folk mødes. Her spiller foreningslivet en central rolle. Her spiller I en central rolle.

22. april har Hjerteforeningen landsindsamling, og kan I finde indsamlere nok til at gå 30 ruter, får I en gratis hjertestarter inkl. varmeskab og ophæng.

Læs mere her.


Nyt dansk sportslegat

Få tilskud til et træningsophold i udlandet

Det nye danske sportslegat på 5.000 kroner, uddeles for første gang i 2018 af VisitFootball.

Sportslegatet kan ansøges af alle danske sportsudøvere i alle aldre og inden for alle sportsgrene.

Formålet med VisitFootballs Sportslegat er at yde støtte til træningsophold i udlandet. Det kan eksempelvis være på træningslejr, fodboldskole eller lignende.

Sportslegatet er et bidrag til dygtiggørelse af Danmarks fremtidige sportsudøvere.

Læs mere og ansøg legatet her.


Persondataforordningen

Få vejledning til de fleste ændringer

Her kan I få hjælp til persondataforordningen, der 25. maj 2018 erstatter persondataloven fra 2000.

I den forbindelse skærpes nogle af de pligter, der følger med, når foreninger behandler personoplysninger.

Få den gratis guide


Kontakt

Idrætssamvirket Aarhus
Idrættens Hus Vest
Stadion Allé 70
8000 Aarhus C

Tlf.: 8614 5252
Se direkte numre her

E-mail: info@isaarhus.dk


Tilmeld/Afmeld

Ønsker du at modtage Idrætssamvirkets nyhedsbrev på e-mail så tilmeld dig her:

Tilmeld Nyhedsbrev

Ønsker du at afmelde nyhedsbrevet, er der tre forskellige procedurer alt efter hvordan du er tilmeldt nyhedsbrevet og hvilken modtagergruppe din e-mailadresse tilhører:

Afmeld Nyhedsbrev